Ejner Hessel A/S engagere sig i energirådgivning, ladeinfrastruktur til køretøjer

Hessel Power ApS går en spændende æra i møde inden for elektriske køretøjer og ambitionen om at hjælpe sine kunder inden for særligt last- og varebilssegmentet. Hessel Power bliver drevet af en passioneret og visionær gruppe af erfarne aktører inden for bilbranchen og el-infrastruktur i Danmark – til gavn for Ejner Hessels kunder.

Det nystiftede selskab Hessel Power er et joint venture mellem familievirksomheden Ejner Hessel A/S og grundlæggerne af TakeCHARGE ApS, Thomas Rybak og Christian Uttrup.

Ejner Hessel A/S har taget et nyt skridt i at servicere sine kunder bedst muligt ved at engagere sig i energirådgivning, ladeinfrastruktur til køretøjer samt energioptimering i et nystiftet joint venture.

Hos Ejner Hessel A/S er missionen klar

”Vi vil gøre en forskel for vores kunder. At have øje for kundens behov er Ejner Hessel-DNA. Så når vores kunder skal konvertere til elbil, el-varebil og el-lastbil, så er ladeløsninger og energioptimering en integreret del af løsningen. Specielt erhvervssegmentet savner gode løsninger og dem vil vi skabe i Hessel Power. Vi er overbeviste om, at elektrificeringen af vare- og lastbiler for alvor kommer i gang nu, hvilket både er en driver i forhold til at øge bestanden af elektriske køretøjer på de danske veje, men også er et vigtigt bidrag til at reducere CO2-udledningen, når vi får flere erhvervskøretøjer på el-drift. Vi tror på, at vi med vores størrelse, kompetencer og kundegrundlag kan være med til at gøre en forskel,” fortæller Benjamin Mahr, administrerende direktør hos Ejner Hessel A/S.

Hos grundlæggerne af TakeCHARGE ApS ser man også frem til det fremtidige samarbejde.

“Thomas Rybak og jeg har over de sidste par år haft et tæt samarbejde med Ejner Hessel omkring udvikling af ladeløsninger til deres elektriske varebiler på virksomheden, hos medarbejderen og i det offentlige rum. Med etableringen af Hessel Power tager vi et stort skridt videre på denne fælles rejse for ligeledes at fremme den grønne omstilling i den tunge transport og hjælpe virksomheder til optimal udnyttelse og udvinding af deres energiressourcer. Det er en milepæl, når en idé på notesblokken nu bliver til en fælles virksomhed, med en af de stærkeste spillere i autobranchen. Vi er naturligvis beærede over at få denne mulighed, og vi glæder os til at komme i gang med de første projekter og dermed gøre omstillingen til grøn transport lettere” siger Christian Uttrup, medstifter af Hessel Power ApS og administrerende direktør i TakeCHARGE ApS.

Hessel Power skal sikre de omkringliggende faktorer, såsom ladeinfrastruktur til erhvervskunder, rådgivning vedrørende opladning hos kunder, rådgivning om elproduktion og ESG-rapportering samt sikre, at elnettet udnyttes effektivt. Det spås, at omstillingen til el vil gå hurtigt i de næste tre til fem år, og hos Ejner Hessel A/S forventer man, at ikke kun personbilerne vil fortsætte deres ekspansive elektrificering, men også at flere vare- og lastbiler overgår til el-drift. Dette stiller store krav til opladningen hos erhvervskunderne, men også i områder, hvor vores erhvervskunder ikke selv er repræsenteret.

Benjamin Mahr oplyser, at man hos Ejner Hessel A/S og i det nye selskab vil trykke på knappen med det samme.

”Ejner Hessel har i dag 27 lokationer, hvor der også nu bliver set på hurtigladere, så vores kunder kan købe strøm af os. De tre første lokationer er allerede igangsat, hvor der bliver mulighed for at oplade person-, vare- og lastbiler døgnet rundt. Samtidig har vi sat en masse kompetencer sammen i det nye selskab, og på denne måde tror vi, at vi får nogle muligheder sat i spil, som forenes bedst i Hessel Power.”

Hos Hessel Power er engagementet i kunderne og samfundet dybt forankret. Ambitionen er over de kommende år at gøre det enkelt og bekvemt at eje og bruge eldrevne køretøjer.

Ejner Hessel A/S samarbejder aktivt med andre virksomheder, myndigheder og samfundet som helhed for at fremme bæredygtig mobilitet og en grønnere vej i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.