I tre år har den amerikanske producent af trækspil i al stilhed syslet med udvikling af en ny serie spil med fællesnævneren Zeon – et græsk ord for iver.
Der er tale om et koncept, der angiveligt rykker grænserne for, hvad Warn hidtil har præsteret med trækspil. Zeon-serien tæller tre trækspil med traditionel stålwire på tromlen – Zeon 8, Zeon 10 og Zeon 12 til træk af henholdsvis 3.639, 4.536 og 5.443 kg.
De to førstnævnte spil findes også i S-udgaver, hvilket indebærer at der i stedet for en stålwire, ligger et syntetisk reb på tromlen.
Et stykke af vejen er Zeon-serien baseret på Warns velkendte teknologi, men den adskiller sig på flere væsentlige punkter, som i det lange løb måske vil distancere den i forhold til traditionelle trækspil, når det kommer til brugsværdi og ejerglæde.
Zeon-serien opfylder IP68-normen
Spillene har ingen ydre kabeltilslutninger, som kan irre, de traditionelle relæer er droppet til fordel for vandtætte Allbright-relæer og al elektronik såvel som elektromotorerne er beskyttet i en sådan grad, at Warn har fået IP68-rating på Zeon-serien.
En IP68-rating betyder, at spillene er modstandsdygtige over for indtrængende fremmedelementer såsom støv og vand – det sidste ned til en dybde af to meter. Med andre ord en optimal forsegling, som på langt sigt har betydning for brugere, der arbejder med spil i ekstreme omgivelser.
Elektronikken er samlet i en konsol øverst på spillene, men kan med et særligt tilbehørskit flyttes, dersom det ønskes, og 12v-motorerne sætter angiveligt en ny standard for trækspil i klassementet ligesom betjeningen er tilgodeset med et nyudviklet støjsvagt 3-trins planetgear kombineret med en ergonomisk forbedret omskifter, hvorimod den som tilforn er udstyret med en mekanisk og konisk bremse i selve tromlen.
Desuden byder Zeon-spillene på adskillige rustfri detaljer, hvilket kun kan gavne spillenes levetid og forøge brugsværdien.
Industrispil nu med wirestyr
Spillene er forsynet med en tromle i aluminium og med en diameter på 80 mm, hvilket skulle minimere slitage på såvel wire som reb og desuden bidrage til forøget varmeafledning. Som noget nyt kan der på Zeon-spillene også monteres et dæksel til at bekytte tromlen mod vand, snavs og mudder.
For de to S-modeller tjener dækslet tillige til at bekytte det syntetiske reb mod nedbrydende UV-stråling. Rebet er i øvrigt forsynet med en flytbar og beskyttende nylonstrømpe ligesom der til spillet hører et glatpoleret, fast klyds i aluminium, mens spillene med stålwire er kombineret med traditionelt rulleklyds.
Importøren, N.E. Ringsted, Ringe, har prissat Zeon-spillene til henholdsvis 7.000, 9.000 og 11.000 kr. ekskl. moms.
En anden nyhed fra Warn er, at industustrispil i Serie 9, 12, 15 og 18 op til 5,5 tons nu kan leveres med automatisk wirestyr ligesom der er indført forbedringer på de mindre og prisbilligere spillene Tabor 8K, 10K og 12K.