I 2015 havde Volkswagen ikke brug for nyfigne blikke i deres test-laboratorier. I dag – snart fire år efter Dieselgate – er situationen anderledes. Nu er der behov for at vise omverdenen, at reglerne følges.
I hvert fald fortæller “Volkswagen Commercial Vehicles” i en pressemeddelelse om sit nyopførte testcenter i Hannover. Vi inviteres så at sige indenfor i de hellige haller, som står VW i 6 millioner euro, og hvor der arbejder 15 medarbejdere i toholdsskift.
Testes efter WLTP-metoden
Testcenteret breder sig over 1000 kvadratmeter og har to prøvestande, hvor bilernes emissioner måles efter den nye testprocedure kaldet “Worldwide Harmonized Light Vehicels test Procedure” (WLTP).
Baggrunden for at opføre det nye center er kravet om, at alle nye modeller, der skal typegodkendes, fremover skal testes for brændstofforbrug og udstødinngsgasser efter WLTP-metoden.
Vibrationsfri partikelvægt
Proceduren indeholder også krav til kontinuerlige tests, mens samlebåndene ruller. -Den nye bygning og vores udstyr gør os i stand til at gennemkøre en testcyklus med en enestående præcision, hævder Metin Karsak, der er leder af testcenteret.
En vigtig del af anlægget udgøres af den såkaldte masterkontrol, hvor alle tests og cyklusser overvåges. Et af lokalerne er et såkaldt rent rum. Herinde måles mængden af partikler i udstødningsgassen. Måleinstrumentet er en vibrationsfri vægt, der kan veje med en præcision på 0,001 milligram.
Rent rum med konstant overtryk
For at eliminere vibrationerne er vægten monteret på en 20 cm tyk, affjedret granitplade, der igen hviler på et 500 kilo tungt betonfundament. I rummet holdes et konstant overtryk på 3 hektopascal for at forhindre, at fremmedlegemer som for eksempel støvpartikler skal kunne trænge ind udefra.
Klimaet i rummet er også under fuld kontrol. Der er således en konstant temperatur på 22 grader og en luftfugtighed på 45 procent.
Desuden holder et aircondition-anlæg en konstant temperatur døgnet rundt på 23 grader i testcenterets hovedhal. Formålet med dette er at skabe helt ens forhold for samtlige tests.