Kik lige på dette og gæt engang. Jep, der er streget op til noget nyt i Volkswagens mpodelportefølje. Og når dørene lige om lidt åbnes til det internationale motorshow i Genève, står den der, så man kan se og røre den.
Kan du forestille dig coupémodellen Scirocco med stor frihøjde, monsterhjul og træk på alle fire hjul, er du godt på vej til at danne dig et begreb om, hvad T-ROC er for en størrelse, dog ikke i fysisk forstand for den er faktisk mindre end Scirocco.
”Låget“ kan tages af
I den øvre ende af VW’s SUV-program står Touareg og Tiguan, mens konceptbilen Taigun er proppen i bunden. T-ROC er baseret på den såkaldte MQB-platform; Modular Transverse Matrix, og skal kiles ind mellem Taigun og Tiguan. Lidt mindre end Tiguan T-ROC er en 2-dørs, 4-sædet 4-hjulstrukket SUV med tagkonstruktion i karbonfiber i to halvdele, så det kan pilles af og stuves væk.
Bilen vejer 1.420 kilo og måler i længden 4179 mm. Den er 1831 mm bred og 1501 mm høj. Dermed er den 200 mm lavere end Tiguan, men 300 mm længere end Taigun. T-ROC har en akselafstand på 2595 mm og relativt korte udhæng; 811 mm for og 772 mm bag. I Genève står T-ROC på 19-tommer valser monteret med lavprofilerede 245/45-dæk.
Bag designet står Walter de Silva og Klaus Bischhoff og der er ikke sparet på LED-teknologi eller integrerede kameraer, som transmitterer billeder til en monitor i kabinen, så føreren kan orientere sig optimalt ved kørsel off-road.
Samme motor som Golf GTD
T-ROC drives med en 184 hk turbodieselmotor med et maksimalt drejningsmoment på 380 Nm ved 1.750 o/min. Motoren kendes fra den nye Golf GTD, men er i T-ROC koblet til en nyudviklet 7-trins DSG-gearkasse og VWs 4Motion 4-hjulstræk.
Den rykker til 100 km/t på 6,9 sek. og topper ved 210 km/t. Den gennemsnitlige normværdi for brændstofudnyttelsen er 20,4 km/l og CO2-udslippet er opgivet til 129 g/km.
Det giver et gunstigt udgangspunkt for beskatningen af en serieproduceret udgave af den nye ROC’er.
Tre kørselsprogrammer
Trækkraften kan efter behov udnyttes i et af tre kørselsprogrammet med til brug på almindelig vej, i terræn og ved kørsel i sne.
Transmissionssystemet er suppleret af såvel elektronisk styrede hjælpeprogrammet til start op ad skrånende terræn og kørsel ned ad samme – Hill Start Assist som af Hill Descent Assist.
Hører til T-gruppen
Hvorfor den hedder T-ROC? Fordi den slutter sig til flokken af VW’s SUV-modeller med T-navne og fordi man vil signalere, at den lavet til at gøre sig lige godt i stenet og ujævnt terræn som på en nyasfalteret boulevard i metropolen.