VW Multivan Alltrack. Et af de navne, der taler for sig selv; som man ikke behøver at sidde og gætte betydningen af. Det lugter lidt af rå børste, men ved nærmere eftertanke også af det ultimative kompromis. For ingen bil kan – med nutidens teknologi – mestre både bjergbestigning, markarbejde og asfalteret transport.
Heller ikke selv om Volkswagen Nutzfahrzeuge vil påstå det til deres død. Men de kan komme ret tæt på. Det gjorde de med den nuværende T5 4Motion.
I går præsenterede Volkswagen så efterfølgeren på biludstilllingen i Geneve.
Men havde du håbet på en rå offroader med kængurugitter og tagbøjler med projektørbro, så må du selv have fat i værktøjet.
For afløseren er pæn. Knap så offroad, mere alsidig.
Offroad pyntelister
Udformningen af VW Multivan Alltrack adskiller sig fra andre varebiler med sine 19-tommer hjul og lidt ekstra designdetaljer udvendigt. Underkanterne er indrammet i grå plastik og børstede metallister til beskyttelse af undervognen, når det går hårdt for sig.
Det er netop denne tilsyneladende selvmodsigelse mellem det rå og det elegante, som VW forsøger at skræve over ved at både fysisk og i mere overført betydning at montere pyntelister på underkøringsbeskyttelsen.
Enden på det skal selvfølgelig være, at entreprenøren og mester selv fatter interesse for VW Multivan Alltrack, så det ikke kun er medarbejdere med ægte behov for offroad-egenskaberne, der kommer til at køre i vidunderet.
29 års erfaring
4Motion-firehjulstrækket får sine kræfter fra den stærkeste 2,0 TDI med biturbo og 180 hk via en Haldex multi- plade kobling monteret på bagakslen.
Den har en tilkørselsvinkel på 21 grader og en afkørselsvinkel på 15, så snakken om offroad-egenskaber er ikke det bare pjat.
VW begyndte at bygge varebiler med firehjulstræk for 29 år siden, hvor den gamle T3 var den første til at forlade den trådte sti.
Volkswagen Erhvervsbiler har udvidet og forstærket sit 4Motion-program løbende i de sidste år som svar på en stigende efterspørgsel blandt kunderne. Hver femte varebil fra VW, der sælges i Europa, har firehjulstræk.
Lidt for spændende
For fem år siden kom Caddy 4Motion, så stjal Amarok billedet i 2010, og endelig sluttede den ultra rå Crafter 4Motion sig overbevisende til slænget for to år siden.
Crafter bliver ombygget til firehjulstrækker ude i byen af Achleitner, som både løfter og forstærker den store Crafter til en rigtig ekspeditionsbil i samme ånd som for eksempel Mercedes Vario.
Mercedes-Benz Vario er bare en rå vildbasse
Det samme kunne man godt have ønsket for den mindre Multivan, der skal leveres til både limousine-kunder og kloakmestre fra samme samlebånd.
Mercedes-Benz har for længst set mørket for enden af den tunnel og adskilt Vito fra V-Klassen, da spændet mellem jakkesæt og overalls blev for stort.