Alt om varebiler i Genève: Var det noget med en mellemstor varebil med en EU-norm på 30,3 km/l, et CO2-udslip på kun 87 g/km og et bagagerum på omkring 1.6 kubikmeter? Så skal din næste varebil måske være en Volkswagen Golf Variant.
Stationcar-udgaven af Årets Bil i Europa 2013 er blandt premierenyhederne ved dette års internationale motorshow i Genève, Schweiz. Den kommer til Danmark i begyndelsen af september.
Der foreligger endnu ingen priser, men den hidtidige Golf Variant har været solgt til priser mellem 200.000 og 400.000 afhængigt af motor- og udstyrsversion. En Basic Variant med en motor på 2,0 liter var prissat til godt 245.000 kr. 5-dørs udgaven af den nye Golf er prissat fra 225.000 kr. og opefter.
Både TDI og TGI
For første gang kommer Variant også med en TDI BlueMotion motorvariant. Med denne motor er der 150 hk til rådighed, men det er ikke dén, som glimrer ved ekstraordinært lavt brændstofforbrug. Det er derimod en 110 hk-version med 6-trins gear. Bare så du ved det: den kommer også i en 4Motion-version med TDI-motor på enten 110 hk eller 150 hk. Og der er mere på vej: en TGI BlueMotion! TGI? Jep, en CNG BlueMotion-Variant drevet med komprimeret naturgas.
Varianten følger ude og inde designsproget i 3- og 5-dørs udgaverne af den nye Golf, men har sit eget look bagtil kombineret med fire tagsprosser. Den er ikke udviklet på basis af den ordinære Golf, men parallelt med denne.
Det har bl.a. medført et forøget bagagerumsvolumen. I forgængeren var det på op til 1.495 liter, men i den nye Variant spænder det fra 605 til 1.620 liter i personbiludgaven.
Tre udstyrsvarianter
Varianten er 307 mm længere end den 5-dørs hatchback, hvilket bl.a. er en følge af en forlænget akselafstand fra 2.578 mm i forgængeren til 2.620 mm i den nye. Der er lagt op til tre udstyrsversioner: Trendline, Comfortline og Highline, mens TDI BlueMotion udgaverne udstyres som Trendline og Comfortline.
Superspareren med 110 hk-motor og 6-trins gear har start/stop-automatik og en delvis afblændet frontgrill, hvortil kommer en 15 mm lavere frihøjde, dæk med ekstra lav rullemodstand og en specielt udformet hækpoiler.