Sådan ser den ud nu, Volvos største SUV med 4-hjulstræk, men om et år ser XC90’eren ikke længere ud som på billederne her. Da er den afløst af en ny modelgeneration.
Ved åbningen af det internationale motorshow i New York afslørede Volvo Car’s administrerende direktør Hakan Samuelsson, at den første helt nye model i den svenske bilproducents nye regi med det kinesiske Zhejiang Geely Holding Group Co Ltd. som ejer, bliver en ny XC90, der lanceres i slutningen af næste år.
I fjor solgte selskabet 31.290 eksemplarer af den store SUV-model svarende til en salgsnedgang på 21 pct. sammenlignet med 2011. Ifølge Hakan Samuelsson burde Volvo forlængst have erstattet XC90 med en ny model eftersom den tidligere var selskabets bestseller. Efter Samuelssons opfattelse er det risikabelt at vente for længe med at lancere en ny generation af en populær model.
To nye fleksible platforme
Volvo og Geely arbejder lige nu på udvikling af en ny kompakt chassisplatform for mindre modeller, så europæiske kombattanter som Audi, BMW og Mercedes kan vente at blive udfordret af nye kompakte premium-modeller fra det svensk-kinesiske udviklingsprojekt.
Den såkaldte SPA-platform til den nye XC90 udvikles ligeledes i Sverige og skal tillige danne grundlag for den næste generation af Volvos 80-serie.
SPA-platformen kan også forventes anvendt til yderligere plug-in hybrid-modeller i stil med den V60 Hybrid, som Volvo for nogle uger siden præsenterede ved det internationale motorshow i Genève.