Hvis du kan forestille dig en hybrid eller el-drevet bil baseret på f.eks. en Volvo-model med karrosseriet som batteri i stedet for traditionelle tunge og pladskrævende batterier, så tænker du parallelt med folkene i det svensk-kinesiske selskabs udviklingsafdeling.
Stikordene til et koncept af den art er kulfiberkomponenter, nano-struktureret batteriteknologi og superkondensatorer. Facit: forøget batterikapacitet og rækkevidde samt en væsentlig vægtbesparelse.
De seneste tre-fire år har Volvo deltaget i EU-finansieret udviklingsprojekt med sigte på at reducere bilers egenvægt og finde alternativer til tunge og pladskrævende traditionelle batterier, som hybrid- og el-drevne biler er afhængige af i dag.
Det grundlæggende i konceptet er at bruge bilens karrosseri til oplagring af den elektriske energi, som skal bruges til at drive en hybrid eller batteridrevet bil.
130 km på en opladning
Med en sandwichkonstruktion af kulfiber, nano-baseret batteriteknoplogi og superkondensatorer er det lykkedes at lave karrosserikomponenter såsom bagklap og tværbro i motorrummet, der kan opsamle og lagre elektrisk energi til brug for batteridrift, når det er påkrævet.
I princippet vil metoden kunne udstrækkes til at omfatte såvel tag, døre samt for- og bagklap, hvilket vil give bilens en rækkevidde på op til 130 km ved ren batteridrift. I dag er den maksimale rækkevidde på den slags biler typisk omkring 50 kilometer.
Med lette kulfiber-baserede karrosserikomponenter og de vægtbesparende nano-batterier vil man samtidigt kunne sænke en bils egenvægt, men hvad det i givet fald vil få af betydning for produktionspris, kollisionssikkerhed og driftsomkostninger foreligger der p.t. ikke nærmere om.
Foreløbig handler det om at afdække de udviklingsmæssige muligheder.
Over 50 procent lettere
Ganske som det er tilfældet med plug-in hybrider og elbiler i dag vil en bil med letvægtskarrosseri og nano-batterier kunne oplades ved at udnytte bilens deceleration og bremseenergi, ligesom den vil kunne oplades via lys-nettet.
For så vidt angår den nævnte sandwich-teknologi har den udmærket sig ved at være bemærkelsesværdigt effektiv i sammenligning med traditionel teknologi. De ”indbagte“ nano-batterier oplader langt hurtigere end traditionelle batterier og er samtidigt både mere solide og smidige.
De to prototyper til karrosseribaserede batterier er over 50 procent lettere end tilsvarende konventionelle komponenter.
Ved fuld udnyttelse af konceptet vil man kunne reducere en batteridrevet biles egenvægt med omkring 15 procent uden sælge ud af bilens ydeevne.
Volvo har længe forsket i alternative løsninger, og selskabet vil utvivlsomt bestræbe sig på fortsat at udvikle innovative løsninger til fremtidens modelprogram.
I den forbindelse kommer hybridbiler og el-biler utvivlsomt til at spille en stedse mere fremtrædende rolle.