Ford Transit Custom er suverænt Danmarks mest solgte varebil med en markedsandel på tæt på ti procent. Det viser De Danske Bilmportørers opgørelse over varebilssalget i årets første fem måneder.
På listen over de ti bedst sælgende varebiler i landet stritter den ud med en markant fremgang på 17 procent i salget, mens Peugeot Expert er listens højdespringer. Den præsterer en fremgang på hele 70 procent – fra 91 solgte i de første fem måneder af året sidste år til 122 i år.
Markant stigning
I maj måned kom der underskrift på 3.384 nye slutsedler og kontrakter med varebiler. Det er en stigning på 3,5 procent i forhold til majs måned sidste år.
Og sammenligner vi med salget for en måned siden, giver det en markant stigning på hele 17 procent i forhold til april måneds varebilsalg på 2.889 nye varebiler.
Mangler 800
I årets fem første måneder er der kommet 14.070 varebiler på vejene mod 14.869 sidste år i samme periode – altså et fald på cirka 800 varebiler og ca. 5,5 procent.
- Men både april og maj har været gode måneder for varebilssalget. og vi har også positive forventninger fremadrettet, siger direktør i De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
God sommer
- Vi er bestemt glade for at se, at de sidste par måneder kun har bevæget sig op og fremad. Maj måned blev særdeles flot, og vi forventer også at få en god sommer.
-
Det helt generelle aktivitetsniveau i erhvervslivet er fortsat højt, og sådan regner vi med, at det fortsætter, siger den optimistiske importør-direktør.
En blomst på møddingen
Dykker man ned i statistikkerne, kan man se, at det fortsat er Ford Transit Custom, der er bedst sælgende varebilsmodel. Oven i købet har den i årets første fem måneder trykket betydeligt fra med en fremgang på hele 17 procent.
Formentlig som en reaktion på den opdaterede model. I rene tal har den solgt 481 styks mod 411 i samme periode sidste år. Det skal endda ses i lyset af, at markedet generelt er gået en smule tilbage.
Den mindst ringe
På de næste pladser finder vi Mercedes Sprinter med 237 styk og Renault Trafic med 232. De to har byttet plads på trods af, at Mercedes Sprinter er gået tilbage med 9,5 procent.
Forklaringen er, at Renault Trafic er gået helt i stå og præsenterer en tilbagegang på monumentale 22 procent.
Transporter Styrtdykker
Værst er det dog gået for VW Transporter, som er styrtet fra anden til fjerdepladsen efter at have sat næsten en tredjedel af salget over styr.
I årets første fem måneder blev der langet 208 T6’ere over disken mod 303 styk for et år siden.