Indtil kort før jul boede verdens ældste rugbrød i Danmark.
Sofie. En ældre dame der blev skabt på samlebåndet i Hannover den 5. August 1950.
Hun har allerede været gemt væk på et privat museum i Tyskland, hvor hun blev anbragt i en alder af kun 23 år – i 1973. I 1992 blev hun fundet af dansk Tonny Larsen, som købte hende fri og tog hende med hjem til Danmark, hvor hun fik den komplette overhaling og bragt tilbage til sin oprindelige stand.
Det tog otte år. Siden har han kørt i hende jævnligt og vist hende frem på træf, hvor hun har bragt både ære og pokaler med hjem til garagen.
Udtjent – igen
Fra 1950 til 1973 kørte hun som varebil hos det tyske hattemager-firma “Kornacker”. Da bilen var udtjent i 1973, kom den til et privat museum, hvor den stod udstillet indtil ejeren døde, og alle biler blev solgt.
– Det er der jeg kommer ind i billedet, fortæller Tonny Larsen.
– For mit vedkommende startede det hele i 1992, hvor jeg så bilen til salg i et tysk klubblad. Der stod kort og godt, at det var en kastenwagen årgang 1950. Da jeg ikke selv er specielt god til tysk, fik jeg en kammeret til at ringe til sælgeren og stille ham en række spørgsmål om bilens alder og originalitet.
Lavt stelnummer
Det var før internettets tid, så man kunne ikke bare lige få tilsendt billeder på få minutter. Og Tonny Larsen skulle handle hurtigt for at sikre sig museumsstykket.
– Først fik jeg selvfølgelig stelnummeret, og da det var lavere end den hidtil ældste kendte, blev interessen for alvor vakt; men de andre ting, jeg fik opklaret, tydede også på en pæn og original bil. Vi blev enige om en pris, og så var det bare at komme af sted til Hildesheim og hente den, husker han.
Bilen stod pæn i lakken, men der gemte sig nogle kedelige overraskelser under malingen, så det hele endte op med en større restaurering.
Endelig synet
– Jeg nåede lige at deltage i et enkelt dansk VW-træf, inden jeg begyndte at skille den ad og gå i gang med svejseren.
Men som det så ofte går, trak restaureringen ud på grund af diverse omstændigheder, og Sofie stod først helt færdig i 2003. Den har været skilt fuldstændigt ad.
Særudstilling for det ikoniske rugbrød
Efter endt pladearbejde blev den sendt til sandblæsning og metallisering. Den er sandblæst alle steder, hvor den kan holde til at blive blæst. Det vil sige alle steder undtagen de store flader som tag og karrosserisider.
Derefter bliver den malet, samlet og endelig synet i starten af 2003.
Utallige træf
– Første længere tur går til VW træf i Bad Camberg ved Frankfurt i juni måned, og samme år i oktober kører vi til træf i Brighton i England. Jeg har været til utallige træf gennem årene. Mest i Tyskland, men også i Sverige og Danmark. Den var selvfølgelig og med til 60 års jubilæet i Hannover i 2007, hvor den fik prisen som den ældste.
Rigelige løsepenge
Men alting har en ende, og da hendes eksistens og fine form kom Volkswagen Nutzfahrzeuges folk i Hannover for øre, blev der sendt bud til det høje nord med rigelige løsepenge for at bringe Sofie hjem til aftægt i Tyskland.
Det præcise beløb holder Tonny Larsen for sig selv, men det er nok til at fortrænge den tåre i øjenkrogen, som vil trænge sig på for de fleste entusiaster, der har brugt otte år på at istandsætte og efterfølgende på at rejse Nordeuropa rundt og deltage i diverse træf med stor anerkendelse til følge.
Sofie skal nu tilbringe sit otium i hannover, hvor hun skal beundres af kunder og gæster hos Volkswagen Nutzfarzeuge.
Tonny Larsen nåede at køre 23.224 km i Sofie – verdens ældste Rugbrød, før hun forlod dansk jord i december 2014.
Du kan se hele historien om Sofie fra dåbsattest over hele restaureringen og træf til salget i december på www.barndoor.dk
Sofies data:
Volkswagen Transporter T1 1,2 25 PS:
Motor: 4-clindret boxer, 4-takt, 1131 ccm, 25 hk
El: 6 Volt jævnstrøm, 130W
Kobling: Tør enkeltplade
Transmission: Fire usynkroniserede gear
Tophastighed: officielt 75 km/t men klarer reelt 80 – 90 km/t uden problemer.
Tank: 40 liter.
Dæk: 5.50 x 16″
Mål:
Længde: 4100mm
Bredde: 1660mm
Højde: 1900mm
Egenvægt: 890kg
Last: 750kg.
Totalvægt: 1640 kg