I fremtiden vil selvkørende personbiler måske gøre det lettere for os, der skal købe ind, at komme gennem trafikmylderet og hen til butikkerne. Men hvad nu hvis vi vender det om og spørger, om ikke selvkørende varebiler måske kan gøre det lettere for butikkerne at komme ud til os, hvor vi bor?
Dette spørgsmål blev stillet af et amerikansk startup-firma på udstillingen Consumer Electronics Show i Las Vegas i januar. Her viste firmaet en selvkørende, robotstyret ‘ferskvarebutik’.
Friske fisk og nybagt brød
Så der er altså ikke tale om, at man bestiller varer på nettet og efterfølgende får dem bragt ud. Nej, man bestiller en fiskeforretning, en bagerbutik eller en frugt- og grønthandel til at komme en tur forbi havelågen. Den kommer til aftalt tid, og så kan du vælge de ferske varer fra hylderne, som du gerne vil købe.
Ideen er angiveligt ikke grebet ud af luften. Der skulle ligge både en del statistik og tankevirksomhed bag visionen.
Konkurrencen koster de fysiske butikker dyrt
Bag ideen står firmaet Robomart fra Californien. De har iagttaget, hvordan de konventionelle, fysiske butikker har indført levering af varer ud til deres kunder for at kunne konkurrere med online-forretningerne – og at dette tiltag giver butikkerne nogle ekstra økonomiske byrder.
Dels skal butikkerne betale medarbejdere for at pakke de ferske varer. Dels skal de købe og vedligeholde en vognpark – og endelig skal bilerne jo også have en chauffør. Så det løber op i en hel del udgifter.
Kunderne vil selv vælge ferskvarer
Desuden viser det sig, at selv om ferskvarer udgør op til 60 procent af varesalget i de fysiske butikker, så udgør ferskvarerne kun 5 procent af disse butikkers bestillinger på nettet. Årsagen er, hævdes det, at kunderne selv vil vælge varerne frem for at overlade det til folk, som ikke kan kende forskel på savoykål og grønkål.
Dette er i hovedtræk baggrunden for Robomarts ferskvare-container på hjul. Den drives af en elmotor og Nvidias “Level 5 Autonomy Drive Platform”. Niveau 5 er højeste grad af autonomi, hvor der ikke er en fører i bilen.
Koster en femtedel af prisen
Kunden bestiller bilen fra en app, og når ‘butikken’ ankommer, er det bare at vælge fra hylderne. En såkaldt Grab’n Go-funktion udskriver en kvittering.
Robomart hævder, at driften af disse rullende mikro-butikker vil koste en femtedel af, hvad det vil koste at have en almindelig varebil til at bringe varerne ud. En anden pointe er, at en forretning med disse køretøjer kan mangedoble vareudbuddet uden at skulle investere i nye, fysiske butikker.
Der er foreløbig bygget en enkelt bil, og der er ansøgt om tilladelse til at testkøre den. Går alt efter planen, vil testkørslen begynde i San Fransisco senere i år.