Nu skal det være slut med de Klondyke-lignende tilstande, der hersker på de danske veje. Godskørsel for fremmed regning med varebiler under 3500 kg skal kræve en godskørsels-tilladelse.
Det er hovedbudskabet og den primære opgave for en ny specialforening under DTL – Danske Vognmænd, der sammen med en gruppe varebilsvognmænd igennem godt et år har arbejdet for at organisere varebilsvognmændene.
Specialforeningen for Kurer- og Varebils Transportører blev en realitet på en stiftende generalforsamling, som fandt sted i Glostrup i lørdags.
Lovløshed
Baggrunden for det store arbejde, som DTL og varebilsvognmænd i fællesskab har gjort for at organisere sig, er en stigende utilfredshed med den lovløshed, der hersker på området.
Direktør i Rødekro Kurér Aps, Thomas Jensen, er idémand og en af de store drivkrafter i stiftelsen af foreningen.
– Jeg er træt af at se biler, der startes op, kører seks måneder, lukker ned, starter op og lukker ned igen. Konkursrytteriet koster os andre rigtigt mange penge, og det går ud over forsikringspriser, vilkår og vores ry i almindelighed; og det får vi bedst sat en stopper for ved at organisere os i en brancheforening, siger Thomas Jensen om baggrunden for at engagere sig så aktivt i arbejdet.
Vil stoppe konkursrytterne
Ganske som forventet blev han da også valgt til formand for den fem mand store bestyrelse, der blev nedsat af generalforsamlingen.
Varebilsvognmænd mod social dumping
– Det er en kæmpe lettelse, at foreningen nu er kommet op at stå. Hvis jeg skulle pege på et enkelt punkt, jeg vil arbejde hårdest for lige nu, så er det tilladelserne. Vi skal de der konkursryttere til liv. Nu har jeg kørt i 15 år, og priserne har stort set ikke ændret sig. Vi har alle sammen tabt penge på konkursryttere, der har drejet nøglen om og efterladt os andre med ubetalte regninger. Det skal vi have stoppet, siger den nyvalgte formand til altomvarebiler.dk.