16.511 nye biler blev solgt og registreret i april, heraf 2.154 små og store varebiler, så det går stadigt fremad. Totalmarkedet for nye biler voksede i april med 4,3 pct. sammenlignet med april i fjor, mens varebilsalget steg med 3,1 pct.
På grund af påsken burde april egentlig have resulteret i mindresalg og registrering af nye biler, men alligevel voksede det med 4,3 pct.
– Det er endnu et eksempel på den historiske forandring af bilmarkedet i disse år og naturligvis en udvikling, som det er værd at glæde sig over, siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen.
På baggrund af fremgangen i årets første 4 måneder forventer han, at også resten af 2014 vil udvikle sig stærkt.
– Varebilssalget er næsten udelukkende til erhvervslivet og er derfor normalt endnu mere påvirket af påsken end personbilerne. At vi ser en – omend beskeden – fremgang i april er med til at cementere den stærke og positive vending, vi har set varebilmarkedet tage i 2014, siger Bent Mikkelsen.
Top-5 blandt de mindste
April toppede VW Golf som bestseller blandt små varebilmodeller. Der blev solgt 38 Golf, mens Nissan Qashqai tog andenpladsen med 32 biler og Toyota Yaris tredjenpladsen med 31 biler. På de følgende to pladser i Top-5 fulgte Seat Leon med 30 biler og Renault Captur med 29 biler.
I årets første fire måneder udgøres Top-5 af følgende modeller: VW Golf 174, VW Polo 146, Mercedes-Benz Citan 121, Toyota Yaris 106 og Renault Captur 102.
Kun en enkelt
Nogle modeller er så lidt efterspurgte som varebiler, at der kun blev solgt et enkelt eksemplar i april. Det gjaldt Citroën C4 Picasso, Ford B-Max, Ford Transit Connect, Kia Rio, Mazda 6, Mazda CX-5, Mercedes-Benz GLA, Mini Cooper D, Mini One D og Opel Mokka.
Top-10 blandt de største
I det store varebilklassement over 2.000 kilo og op til 3.500 kilo dominerede Ford Transit som tilforn med 189 solgte biler foran VW Transporter med 163 biler, Mercedes-Benz Sprinter med 117 enheder, mens Opel Vivaro og VW Caddy begge sluttede med 75 leverede biler.
Dernæst fulgte Citroën Jumper med 73 biler, Mercedss-Benz Vito med 70 biler, Fiat Ducato med 54 biler, mens Renault Master og Trafic fulgte trop med henholdsvis 49 og 47 biler.
Også i det samlede billede for årets første fire måneder indtager Ford Transit førstepladsen, da der foreløbigt er solgt og registreret 905 eksemplarer, mens VW Transporter, Mercedes-Benz Sprinter og Opel Vivaro samt Renault Trafic tegner sig for henholdsvis 551, 367, 326 og 301 biler. Mercedes-Benz Vito, VW Caddy og Fiat Ducato rangerer på de følgende tre pladser med henholdsvis 297, 256 og 244 biler samt Toyota Proace med 179 biler.
Også kun en enkelt
Andre modeller var knap så efterspurgte. Følgende modeller blev kun solgt i et enkelt eksemplar ombygget til varebil: Audi A6, Audi Q7, BMW 3- og 5-serie samt X1, Ford Focus og Kuga, Fuso Canter, Hyundai IX35 og Santa Fe, Kia Sorento,Mercedes-Benz C- og G-klasse, Opel Insignia, Range Rover Sport, Subaru Legacy og Volvo V60.