Michael Gade Nielsen fra Vandborg Karosserifabrik i Lemvig var mødt op på messen Transport 2017 med virksomhedens patenterede alu-lad til varebiler. Det vakte interesse, og det lykkedes at blive blandt de nominerede til årets opbygning.
Det specielle ved ladet er bl.a., at der er indbyggede skuffer til værktøj og redskaber mellem ladets bund og bilens chassis. Når sidefjælene klappes op, ligger værktøjet godt gemt af vejen.
Fås med centrallås
Faktisk kan det kostbare værktøj tyverisikres med centrallås til sidefjælene, som kan styres inde fra førerhuset. Dermed er der det slut med at få stjålet håndværktøj fra varebilen.
I stedet for skuffer eller i kombination med disse kan der også bestilles opdelinger til skovle og koste. Skufferne og opdelingsrummene kan fås varierende bredder fra 40 til 80 cm.
Lav vægt
Et andet særkende ved alu-ladet er dets lave vægt. I følge Vandborg Karosserifabrik er det patenterede alu-lad ca 20 kg lettere og ca 1500 kr billigere end et traditionelt lad.
Efter kundens ønske kan ladet forsynes med mange fastgørelsesøjer til fastsurring af transportemnerne.
Lang historie
Vandborg Karosserifabrik blev grundlagt i Vandborg Smedeby i 1913 af karetmager Søren Nielsen. I begyndelsen beskæftigede virksomheden sig med opbygning af hestevogne, hjul og landbrugsvogne samt diverse reparationer for landbruget.
Senere blev hovedbeskæftigelsen opbygning af førerhuse til lastvognschassiser samt ladopbygninger i træ. I 1950 overtog sønnen Asger Nielsen firmaet og begyndte at lave opbygninger til lastbiler.
Lad, kran eller hejs på samme sted
I 1981 overtog sønnen Søren Nielsen firmaet, og efter den tid blev der næsten udelukkende lavet opbygninger, samt ombygninger af førerhuse til specialtransporter.
Midt i 80’erne fik Vandborg Karosseri et nyt salgsemne, nemlig HMF/DAPA-produkter. En af fordelene var, at det blev muligt at opbygge ladet og montere kran eller hejs på samme sted.