Få sekunders uopmærksomhed er som at køre bil i blinde. Alligevel kører 1000-vis af bilister, samtidig med de roder med mobiltelefonen. Læs de skræmmende tal her.
Som bekendt koster det fremover klip i kørekortet, hvis du griber telefonen, mens du kører bil.
Men en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for If Skadeforsikring, viser, at telefoni ikke er det eneste, danskerne bruger tid på bag rattet. De gør meget værre ting. Det skriver A4 Fri.
Hele to procent af de adspurgte i undersøgelsen har inden for det seneste år set film, mens de kørte bil.
Ifølge Center for Transport Analytics under DTU har lidt flere end fire millioner danskere kørekort – og tager man udgangspunkt i det tal, så svarer det til, at over 80.000 mennesker det seneste år har set film, mens de sad bag rattet i deres bil.
Bliver du taget med en film kørende på telefonen, så risikerer du ikke bare et klip i kørekortet, men en betinget frakendelse. Det gælder også hvis mobilen eller iPad’en, du benytter, er håndfri.
I Færdselslovens paragraf 3 står der nemlig, at kører man uagtsomt, så der opstår fare eller forvoldes skade på andre, er det strafbart.
Det laver danskerne bag rattet
– 35 procent har tastet på GPS- eller navigationsanlæg, mens de kørte bil.
– 35 procent har talt i håndfri mobiltelefon.
– 18 procent har sms’et, og samme antal har valgt musik på en musiktjeneste.
– 13 procent har talt i håndholdt telefon.
– 5 procent har søgt på internettet.
– 2 procent har spillet spil, og samme antal har set film.
Kilde: YouGov for If Skadeforsikring.