Medarbejderne i det norske transportfirma Bego Transport skal puste i et rør, inden de kan begynde deres arbejdsdag i virksomhedens fem Iveco Daily’er. Dette er ikke et enkeltstående tilfælde, men en begyndende tendens, hævder Christian Salvesen fra den norske handelskoncern KGK, som bl.a. forhandler alkolåse.
Ejeren af Bego Transport – Bjørn Erik Godlien – har på ingen måde været tvunget til at indføre alkolåse i bilerne. Han gør det af idealistiske grunde og af kundehensyn.
Sverige er foregangsland
– Vi ser dette som et vigtigt tiltag i retning af mere trafikksikkerhed. Vi oplever også, at vores kunder sætter stor pris på, at vi har fået monteret alkolåse. Transportbranchen i Norge består af mange små og mellemstore aktører, og vi må sætte trafikksikkerheden i fokus. Norge bør være et foregangsland med at indføre klare regler om alkolåse i varebiler, siger han.
I Europa er det dog Sverige, der er foregangsland, men også lande som Frankrig, Finland, Holland, Norge, Storbritannien, Belgien og Danmark har tilsluttet sig en alkolåsordning. Alkolåse bruges i forbindelse med straf for spirituskørsel, men kan også anvendes præventivt.
Obligatorisk i franske skolebusser
Frankrig er et eksempel på dette. Siden 2015 har alle nyindregistrerede skolebusser skullet være forsynet med alkolås. Også i Norge går man præventivt til værks med krav om alkoholåse i alle nye busser og minibusser, der bruges til persontransport, fra og med 1. januar 2019.
I Danmark har socialdemokratiske politikere forsøgt at få indført alkolåse i samtlige nye biler. Det er nu små ti år siden, at forslaget blev fremsat, og det er siden bortfaldet. Nogle virksomheder har dog indført alkolåse som en frivillig, præventiv ordning – nemlig Arriva og Carlsberg.
Ser en klar tendens
I Norge er det vedtaget, at alle indregistrerede busser og minibusser skal have monteret alkolås inden 2024. – Dette kan eventuelt senere også udvides til at gælde andre køretøjstyper som f.eks. taxaer og varebiler.
-Jeg ser allerede nu en klar tendens til, at ejere af varebilsflåder kommer med på vognen, siger Christian Salvesen, der vel at mærke er ansat i KGK, som forhandler alkolåse.
Burde være standard
Uanset hvad er Begos Transports ejer godt tilfreds med KGK’s alkolås af mærket Dräger: – Vi har nu købt fire nye biler af model Iveco Daily, og samtlige vil få monteret en Dräger alkolås. Den er unik ved at have en kort opvarmningstid i forhold til andre produkter på markedet, siger han og tilføjer:
- Alkolåse burde være standard i alle varebiler som bruges til transport, og det burde være lige så naturligt at blæse i alkolåsen som at spænde sikkerhedsselen.