Ford er på vej med en opdateret 2-tons Transit. Den forventes til Danmark i september næste år, oplyser Denis Kostic fra den danske Ford-importør.
Endnu er Ford Danmark ikke klar med specifikationerne på de danske udgaver, men fra den østrigske Ford-importør har vi fået lidt flere informationer om den faceliftede model. Apteringsmulighederne får et nøk opad med blandt andet “Downlight”, der er navnet på et LED-arbejdslys. Lyskilden er placeret i taget lige over bagdørene.
Kan bruges som arbejdslys
-Vi regner naturligvis også med, at dette vil kunne tilkøbes i Danmark, siger Denis Kostic til Alt Om Varebiler.
Lyset tændes på en kontakt i den ene bagdør og retter i følge Ford et kraftigt lys ned på arbejdsområdet bag bilen. Lyset skulle være kraftigt nok til at man kan udføre håndværksmæssige rutiner i forbindelse med den forestående opgave.
Har lyttet til brugerne
Lyset er koblet intelligent sammen med bilens øvrige elektroniske system. Det slukker automatisk, inden batteriet er tomt, og når man er færdig med opgaven og starter bilen for at køre videre.
-Vi har lyttet til brugernes ønsker om og ideer til, hvordan arbejdsdagen kunne gøres lettere og mere produktiv. LED-lyset er et simpelt, men effektivt stykke udstyr, som kan lette håndværkerens arbejde med at få udført opgaver i den mørke tid på året, siger Michael McDonagh, der er global programingeniør i Ford Europa.
Flere hjælpesystemer
Han påpeger, at de kolde og mørke vinterdage netop falder sammen med øget efterspørgsel efter for eksempel blikkenslagere, der kaldes ud til opvarmning af eller reparation af frostsprængte vandrør.
Ud over det nye arbejdslys vil der til den nye Transit også blive tilføjet flere systemer, der hjælper føreren med at manøvrere og parkere bilen. Tilføjelserne og forbedringerne omfatter et bedre bakkamera, et front-kamera med bredt synsfelt, “Active Park Assist med Park-Out Assist” og “Cross Traffic Alert”.
Nemmere parrallelparkering
“Active Park Assist med Park-Out Assist” er et system, der ved hjælp af bilens kameraer hjælper føreren med at parallelparkere og at komme ud fra en parkeringsplads, hvor bilen holder særligt tæt på andre parkerede biler.
Systemet “Cross Traffic Alert” holder øje med krydsende trafik bag bilen, når man sætter i bakgear og bakker ud fra en parkeringsplads.
Renere drivkræfter
Ud over nyt udstyr vil den nye Transit også få lidt større lasteevne, ligesom drivkræfterne bliver lidt renere. Brændstofeffektiviteten øges med cirka 7 procent, og der vil blive introduceret en dieseludgave med et såkaldt mild hybridsystem (mHEV).
Denne udgave vil være cirka 3 procent mere brændstofeffektiv end den dieseldrevne standardmodel. Når mHEV-udgaven kører inde i byerne, hvor der stoppes og startes mange gange, vil brændstofeffektiviteten kunne øges med op til 8 procent, lyder det fra Ford.