Du behøver ikke at skille dig af med en brændstofslugende bil, hvis du kan få nogen til at konvertere den til el-drift. Trafikstyrelsen har fastsat en række procedurer for godkendelse af køretøjer ombygget til el-drift ligesom der er fastsat procedurer for ”tuning“ af el-biler. Baggrunden for procedurerne var en stigende interesse for at konvertere køretøjer med forbrændingsmotorer til el-drift. Det gælder også med hensyn til interessen for at ombygge el-drevne biler, så de f.eks. udstyres med større batterikapacitet, ændret placering af batteripakken eller ændring af styresystemet i det elektriske kredsløb ligesom det gælder for ombygning af biler med forbrændingsmotor til hybridbiler. Procedurerne skal sikre, at ombygningen ikke reducerer trafiksikkerheden, at køretøjerne er ligeså forsvarlige at køre for så vidt angår styring, bremser, affjedring og kollisionssikkerhed som før ombygningen. Ligeledes tager procedurerne sigte på at sikre, at ombygninger til eller af el-drift ikke medfører elektromagnetisk støj til gene for elektroniske enheder omkring det ombyggede køretøj, f.eks. pacemakere, hospitalsudstyr og mobiltelefoner.