Så kan svende og lærlinge godt indstille sig på at passe lidt ekstra på den gamle firmagryde. Der er lange udsigter til udskiftningen, for mester skal have ny Land Cruiser.
Toyota fortsætter med at tilpasse ny teknologi til det gamle koncept på den uopslidelige chassisramme, så den kan begå sig i både down town Los Angeles og en uges tid med fuld oppakning på den sibiriske højslette uden mekaniker.
Mere maskulin
Toyota afslørede i går en ny udgave af Land Cruiser 150 på den internationale biludstilling i Frankfurt. Den er ændret på både design, udstyr og teknik og tilfører den legendariske firehjulstrækker mere maskulinitet og kvalitet.
Med en offroad historik på over 65 år er Toyota Land Cruiser en af de mest legendariske bilmodeller – ikke bare i sin klasse med også helt generelt.
Hårde knapper
Den store otte tommers touch skærm med navigation og bakkamera har for eksempel ikke touch knapper indbygget i skærmen, som man ser det i det øvrige modelprogram. I besværligt terræn er det svært at ramme de rigtige punkter på skærmen, så den nye landknuser har hårde knapper, som også kan betjenes med handsker på.
Det er et spørgsmål om at integrere moderne teknologi og dosere den, så den passer til formålet. For der er selvfølgelig rigeligt af det lækre og dyre udstyr i en ny Land Cruiser. Du kan blandt andet få køling i forsæderne, varme i bagsæderne, varme i forruden samt opvarmede sprinklerdyser.
Samme motor – lavere forbrug
Land Cruiser fik ny motor i slutningen af 2015 i form af den firecylindrede 2.8-liters turbodieselmotor med 177 hestekræfter og et drejningsmoment på op til 450 Nm allerede fra 1.600 omdrejninger.
Den motor har fået genvalg i den nye Land Cruiser, der tillige kan bryste sig af en brændstoføkonomi på 13,5 km/l, hvilket gør den ‘europæiske’ Land Cruiser til den rene økonomibil i sammenligning med storebror 200 med 5,7-liters V8’er. Den fås som bekendt ikke længere på vore breddegrader.
Ekspeditionskøretøj
Årsagen til den nye Land Cruisers suveræne offroad-egenskaber ligger i den solide chassisramme, som karosseriet er boltet fast på. Det gør bilen lettere at vedligeholde og reparere, mere slidstærk og ikke mindst mere støjsvag i kabinen samt mere komfortabel ved offroadkørsel.
Og det er netop egenskaber som disse, der retfærdiggør Land Cruisers berømmelse som uopslideligt terræn- og ekspeditionskøretøj.
Pakæsler
De mange elektroniske hjælpefunktioner til brug ved offroadkørsel gør den nye Land Cruiser til en af de teknisk mest avancerede, sikre og sjove firehjulstrækkere, der for selv uprøvede kørere får terrænkørsel til at virke som en leg.
Den har en frihøjde på knap 22 cm og en tilkørselsvinkel på 31 grader. Det er i sig selv ikke imponerende set i forhold til mere ekstreme offroadere. Men Land Cruiser har optjent sit renommé som ét af klodens mest pålidelige pakæsler.
Og til motorvejen
Den nye Land Cruiser fås fremover med Toyotas sikkerhedssystem Toyota Safety Sense med blandt andet automatisk nødbremse for både stillestående objekter og fodgængere samt adaptiv fartpilot og overvågning af de blinde vinkler.
Med en offroad historik på over 65 år er Toyota Land Cruiser en af de mest legendariske bilmodeller – ikke bare i sin klasse med også helt generelt.
Verdensomspændende
Den markedsføres i 195 lande og regioner over hele verden og er berygtet for sin høje kvalitet, ekstreme holdbarhed og evindelige pålidelighed.
Den nye Land Cruiser 150 fås fortsat med enten sekstrins manuel gearkasse eller med danskernes foretrukne valg, et 6-trins automatgear. Bilen lander i Danmark i starten af det nye år, hvor priserne også vil være klar.