Det europæiske crast-test-institut EuroNcap tester kun personbiler. Men nogle gange fås en model som både vare- og personbil. Som f.eks. Peugeot Rifter, Citroën Berlingo og Opel Combo.
De tre personbiler har netop mødt muren hos EuroNcap. Det vil sige ikke alle tre, for bilerne er teknisk set identiske. Derfor er der ingen grund til at smadre dem allesammen. Én er nok, og det blev Peugeot Rifter, som lagde krop til mishandlingerne. Som varebil hedder den Partner.
Minuspoint i frontal-kollision
De tre biler havde på forhånd noget at leve op til, fordi de blev valgt som International Van of the Year 2019 ved biludstillingen IAA i Hannover i september. Det blev dog ikke til de maksimale fem stjerner.
Men fire stjerner er også ganske pænt. At det ikke blev til de fem stjerner skyldes bl.a. resultatet af den frontal-kollision, hvor bilen mødte barrieren i sin fulde bredde. Her var der kun marginal beskyttelse af dukkens bryst- og nakkeregion, og det trækker ned.
Gode takter i pæletesten
Til gengæld var der god beskyttelse til alle andre kritiske områder af dukkens krop. I mødet med den forskudte barriere forblev kabinen stabil, og der var god beskyttelse til såvel fører- som passagerdukkens knæ og lår.
I sidekollisions-testen var der god beskyttelse til alle kritiske områder af kroppen, og Rifter scorede derfor maksimum-point i denne test. Også i den endnu mere krævende pæletest viste bilen gode takter. Der var tilstrækkelig god beskyttelse af brystregionen og god beskyttelse til alle de andre områder.
AEB god ved lav hastighed
Testen af forsæderne og nakkestøtterne viste, at bilen yder god beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en påkørsel bagfra. Den standard-monterede automatiske nødbremse (AEB) blev testet med karakteren god ved lav hastighed, hvor netop de fleste piskesmældsskader opstår.
I fodgængerbeskyttelse scorede bilen 24,7 ud af 36 mulige point. A-stolperne og underkanten af forruden er ikke fodgængervenlige. Det er til gengæld kofangeren i mødet med fodgængeres ben og hofteregion.
Reagerede ikke på cyklister
AEB-systemet gjorde en god figur i nogle af testene mod fodgængere, men præsterede overordnet kun lige akkurat godt nok. Systemet reagerer således slet ikke på de hurtigere bløde trafikanter som f.eks. cyklister.
Du kan læse hele testrapporten her:
https://preview.thenewsmarket.com/Previews/NCAP/DocumentAssets/523172_v2.pdf
En video af crashtesten kan ses her: