Kia’s store SUV hedder Sorento. Modellen synger på sidste vers. Der er en ny model på vej, men mens vi venter p det er der stadig god grund til at tage et kig på den store Sorento. For den kan noget.
Mens alle bilfabrikanter – også Kia – kan lave alle modeller om til SUV ved at hæve karrossen lidt og knalde lidt plastik på skærmkanterne, så er Sorento en SUV, som de oprindelig blev tænkt. En stor, praktisk bil, der kan bruges til flere ting. Og Sorento er alt det.
Stor er den i hvert tilfælde. 4,8 meter lang. Vi kørte testen i versionen på hvide plader og der er tre sæderækker og plads til syv. De sidste to skal ikke være alt for langbenede, for den bagerste sæderække kræver at man kan krølle sig lidt sammen. Med de allerbagerste sæder foldet ned i gulvet er der et stort bagagerum og masser af plads på både for- og bagsæde. Hiver man bagsæderne ud og kører på gule plader for man et mildest talt imponerende stort varerum bag forsæderne.
Selv om der skal laves adskillelsen mellem forsæder og varerum, når Sorento skal ombygges til varebil, så kan forsæderne stadig køres helt tilbage som på en personbil og der er også plads til, at sæderyggen kan vippes bagover.
Jeg har tidligere testet Sorento og ærlig talt – jeg kan lide den. Den ligner en rigtig SUV. Den er stor og ser godmodig ud.
Bag rattet er alting som det skal være. Kia har fundet en god formel for indretningen. Testbilen er med ’GT-Line’-udstyr. Det betyder, at der er rigeligt af det. Blandt det bedste er ventilation i forsæderne, læderksæder, store 19” fælge og multimediesystem med navigation og 8” skærm. Det hele fungerer som det skal. Nogle menuer er lidt besværlige at komme ind og ud af, men når først telefonen er parret og man har lært navigationsanlægget at kende, så er der ingen problemer.
En supersmart detalje i en bil så stor som Sorento er, at der fra førersædet er mulighed for at køre passagersædet frem og tilbage. Det er smart, hvis man køre sædet frem for at få plads til et par lange brædder eller, hvis sædet skal køres tilbage for at give plads til en passager med lange ben.
Godt gear
Kia Sorento tager ikke prisen som ’mest sporty’ eller ’hurtigste bil rundt om hjørnet’. Men er du i markedet for en SUV, så er det heller ikke det du er ude efter. Sorento koster godt 500.000 kroner med GT-lineudstyr, en solid 2.2 liters dieselmotor med 200 heste og 8-trins automatgearkasse.
Den kombination gør det udmærket. Man kan sagtens ønske sig flere kræfter, men Sorento’en er ikke undermotoriseret. De 200 hk er passende. Så det passer.
Ægte SUV har 4×4
Testbilen er udstyret med firehjulstræk. Det hører sig til i en ’ægte’ SUV efter min mening. Og selv om det ikke er meningen, at du skal kaste dig ud i vild offroad i Sorento, så kan den alligevel klare lidt af hvert, hvis du kører væk fra asfalten. Der er elektronisk hjælp at hente i ’downhill control’, der hjælper ned af bakke og du kan låse differentialet mellem for- og bagaksel. Så sidder du ikke fast, hvis græsset er blødt eller sporet mudret.
Undervognen er ganske godt afstemt. Den er ganske fast for en SUV og det betyder, at fartbump og huller helst skal tages i adstadigt tempo, hvis man ikke vil hoppe lidt i sædet. Den faste affjedring gør hurtig motorvejskørsel meget behagelig, men over vejbump og huller, måtte den gerne være en anelse mere tilgivende.
Kia Sorento er en af den slags biler, der gør dig tilfreds. Den kører som den skal. Den har de kræfter, den skal have og der er den plads, der skal være. Udstyret er rigeligt, garantien er god og prisen fair. Den er ikke ’cutting edge’, når det kommer til teknologi, eller helt i front designmæssigt. Men Kia generelt – også Sorento – er gode biler, der ikke skuffer.
DATA:
Kia Sorento van GT-Line 4WD AUT 2.2 Diesel
Pris: 505.100 kr. Inkl moms. (På hvide plader koster den 699.000 kr.)
- Motor
4 cylindret turbodieel – 2.2 liter - Ydelse
200 hk
Max. Moment 441ved 1.750 o/min - Topfart: 205 km/t
0-100 km/t: 9.4 sek. - 8-trins automatgearkasse
- Km/l
15.4
CO2-udslip: 170 g/km. - Anhængervægt m/u bremser: 2.000 kg/750 kg
- Totalvægt: 2.620 kg
lasteevne: 1.120 kg.
Egenvægt: 1.808 kg.