Altomvarebiler.dk i Amsterdam:
Scenen var sat i Amsterdam. Alle fem foregående generationer var samlet til den store begivenhed. VW havde indkaldt 100-vis af journalister fra hele verden, og verdens ældste kørende Transporter T1, Sofie fra Danmark, var på plads på podiet for at danne den helt rigtige ramme om begivenheden.
Præsentationen af den nye VW Transporter T6 – sjette generation.
Det var så højt styltet op, at de afdæmpede forventninger efter de første smugkig på blandt andet koncept-ladvognen Tristar, som vi så på IAA-messen i Hannover sidste år og den første streg-tegning for et par uger siden, blev skruet op igen.
Klaskende håndflader
Men de klaskende håndflader, der udgjorde de tvivlende klapsalver, da vidunderet blev rullet ind efter det lange tilløb, fortalte den tydelige historie om, at det vist ikke var helt det, pressen havde håbet.
Nyhederne skal findes på de indre linjer. T6 har fået Euro6-motorer, som er bydende nødvendigt, hvis man vil sælge varebiler efter nytår. TDI-motorerne ligner til forveksling de gamle Euro5-motorer med effekttrin fra 84-150 hk med enkelt turbo og den stærke BiTurbo med 204 hk.
Og det samme gør de to 2,0 TSI-motorer på 150 eller 204 hk.
De gode hyldevarer
På de indre linjer er et mere elegant instrumentbord pynteligt uden at være revolutionerende. I det hele taget er der snarere tale om en langsommelig evolution.
Alt det mekaniske er uændret. Alle mål er de samme. Og de rigtige nyheder er hyldevarer i form af digitale sikkerheds- og komfortsystemer.
Nu med radar
Infotainment med musik, internetopkobling og det nye GPS-system, vi har set i Golf, er nyt. Og godt.
Det samme er radarer i fronten, der styrer City Brake Assist og Adaptiv fartpilot. Der er også træthedsovervågning af chaufføren og VW’s nye multikollisions-forebyggelse.
Verdens bedste varebil – Basta!
Fem millioner varebiler fra støvleskaftet
Så T6 er en meget bedre varebil end den T5, den afløser. Og når den får de nye Euro6-motorer, som med AdBlue-teknologi bliver hele 15 procent mere nøjsomme, ja så er det vel i orden at tale om en ny generation.
Fredet i Tyskland
Umiddelbart er det svært at se forskel på den udgående T5 og den nye T6. Og det er der en god grund til:
Transporter er den suverænt bedst sælgende varebil i Tyskland, og den piller man kun ved med største forsigtighed. Den bliver nødt til at bevare sine kendetegn med eksempelvis den brede front, som dog har fået lidt Passat-linjer indføjet.
Men der var ingen vej udenom for VW. Euro6-normen træder i kraft fra nytår, så de gamle Euro5-motorer skulle skiftes.
Kæmpe fremskridt
T6 er også et kæmpe fremskridt, hvis den virkeligt kommer med alt det sikkerhedsudstyr som standard til samme eller næsten uændrede priser, som den danske importør stiller os i udsigt.
Det ved vi mere om, når den kommer til Danmark med fuldt motorprogram til september.