Umiddelbart ligner den en fladtrådt kuffert. Det er det bare ikke, omend den er til rejsebrug – og i øvrigt findes i flere variationer over temaet.
Der er tale om en meget gennemtænkt konstruktion i stil med den velkendte schweiziske lommekniv.
Men ét er schweizerkniven; noget helt andet er swissRoomBox, som er betegnelsen på en kompakt løsning til folk på farten og med behov for nem og billig adgang til køkken, spisebord, soveværelse og sågar baderum.
Passer til 33 bilmærker
Uanset om man kører i en hatchback, stationcar, MPV, SUV eller en varebil med lukket kasse, kan man i store træk finde en RoomBox, der som navnet antyder kan foldes sammen til en ”Box“, og som i udfoldet stand kan gøre det ud for et motorhome.
Angiveligt kan RoomBox’en installeres i person- og varebilmodeller fra 33 forskellige bilfabrikker.
Tre modelvarianter
Firmaet bag modulsystemet er misC Sport & Leisure i Collombey-Muraz i det sydøstlige hjørne af Schweiz. Et selskab som er etableret og ejet af den tidligere MTB-konkurrencerytter Philippe Perakis.
Produktprogrammet spænder fra den mindste RoomBox freeTech over den mellemstore RoomBox easyTech til den store luksusversion RoomBox highTech.
Dertil kommer et RoofTop-tagtelt og et bredt udvalg af tilbehør fra grydesæt og rullemadrasser til stole og badekabine.
Uden brug af værktøj
Uanset om man kører i en 5-dørs mellemklassemodel som for eksempel VW Golf eller Peugeot 308, en MPV som Ford B-Max eller Opel Zafira, en SUV som Renault Captur eller Nissan Juke, en 4×4 som Land Rover Discovery eller Toyota Landcruiser eller for den sags skyld en Fiat Doblo eller Mercedes-Benz Sprinter kan den udstyres med en RoomBox, der let kan indsættes og udtages efter behov.
Skat forhindrer virksomhed i at spare
VW Transporter som treakslet lastbil
Selv i superminier som Honda Jazz og Hyundai i20 kan der blive plads til en RoomBox freeTech.
På få minutter og uden brug af værktøj kan RoomBox’en foldes ud og akkommodere en eller to personer nårsomhelst og hvorsomhelst.
Kan medtages på flyrejsen
Installeringen kræver ikke ændringer af bilen, og freeTech-modellen er tilmed så kompakt, at den kan indskrives som flybagage og anvendes i en en udlejningsbil på destinationen.
I sammenfoldet tilstand målet freeTech-udgaven 100 x 49 x 12 centimeter og vejer 29 kg, og det tager ifølge producenten blot 30 sekunder at installere modulet i bilen.
RoomBox’ene er i øvrigt fremstillet i fiberplader baseret på genbrugsmateriale.
Fleksible systemer
Sovepladsen er justerbar i bredden fra 100 til 140 centimeter og kan bære op til 200 kilo. Køkken- og spisebordet kan justeres i både højde og bredde; henholdsvis fra 49 til 100 centimeter og fra 65 til 110 centimeter.
Opstillingen tager fra to til fem minutter afhængigt af, hvad der er brug for, og freeTech-modellen produceres også i en større van-udgave med en køjelængde- og bredde på henholdsvis 180-200 centimeter og 120-160 centimeter, mens den maksimale bordlængde er 118 centimeter.
Fra 12.264 kroner og op
Billigste udgave af freeTech-modellen til en varebil er prissat til, hvad der modsvarer 16.551 kroner og 12.264 til en personbil.
Topversionen af freeTech van-udgaven koster 21.099 kroner og til en personbil 16.812 kroner.
Vil man have ekstra sovepladser, er merprisen 19.384 kroner for et et roofTop med plads til to, og teltet stilles op og pakkes sammen på 10-30 sekunder.
Kræves der flere komfortdetaljer hedder løsningen easyTech til priser fra 28.845 til 47.551 kroner for van-udgaverne og 24.610 til 43.316 kroner for personbilversionerne.
Inklusive schweizerkniv
Til forskel fra freeTech og easyTech fylder og vejer highTech-versioner noget mere og tager op til en halv time at montere, men så er man også installeret med komfort som i en autocamper.
Med topudgaven bliver man udstyret med blandt andet indbygget køkkenvask, rindende vand i hanen fra en vandtank med pumpe og vandvarmer, gasbord med to brændere, 230V-omformer med multisokkel, solcelledrevet bad – foruden en Vitorinox schweizerkniv.
Hej
Eksisterer dette produkt ikke længere?/ findes der noget lignende?
Vh Kenneth Pedersen