Brdr. Plagborg vandt en licitation på ikke færre end 500 opbygninger og besluttede sig for at udvikle og producere deres helt eget ladkoncept til samtlige bilmærker. Det hedder Plagborg Aluletlad – med underramme, ladsider og for- og bagsmæk i aluminium samt bund i enten vandfast finér eller selvbærende aluminium. Da man skulle finde det bedst egnede ladstolpesystem, faldt valget på Armaton 4000 XF.
– I valget af komponenter til vores ladsystem har vi lagt stor vægt på at finde løsninger, som gør vores produkt så konkurrencedygtigt som muligt på vægt, kvalitet og pris. Armaton er klart det mest gennemførte stolpesystem til små lad. Stolperne passer perfekt til vores koncept, og finishen er i top. Den legoklodsagtige funktionalitet betyder, at vi kan bruge samme stolper til flere forskellige opbygningstyper, fortæller partner Karl Erik Plagborg, hvis nye serie både omfatter flere forskellige typer standardlad samt opbygninger med presenning, læssebagsmæk og lift.
Nemmere for opbyggere
– Brugen af så mange ens byggesten som muligt sikrer en mere strømlinet opbygnings- og konverteringsproces. Samtidig giver det mulighed for, at biler med åbent lad nemt kan eftermonteres med presenning.
Karl Erik Plagborg lægger vægt på, at valget af XF 4000 også bidrager til merværdi for slutbrugerne.
– Stolperne er de letteste på markedet og samtidigt blandt de stærkeste. Dermed muliggør de højest mulig nyttelast, og deres fleksibilitet reducerer forbruget af mandetimer i opbygningsfasen og bidrager til en attraktiv slutpris for den færdigopbyggede bil. Den unikke håndtagsbevægelse på 160 grader letter af- og pålæsning, fordi man kan åbne siderne uden at få fingrene i klemme i koldt vejr og med handsker. For optimal ladfleksibilitet kan bagstolperne løftes af.
Bredt koncept
Alt i alt oplever opbyggeren et stort potentiale for den nye produktlinje.
– Vi har et tæt samarbejde med både bilimportører og -forhandlere og er derudover åbne over for at afsætte vores produkter gennem andre opbyggere. Alulad-konceptet henvender sig rigtig bredt, og målgruppen omfatter blandt andet transportvirksomheder, håndværkere og det offentlige, siger Karl Erik Plagborg.