I mudder til navkapslerne? Nu løfter Ford sløret for to nye varianter, Transit og Transit Custom. Det nye er mere råt udseende og terrænevner.
Den nye Trail-variant kommer til både 2-tons Transit og Transit Custom. Den er udviklet til at kunne arbejde i de mest krævende terræner og miljøer med optimeret trækkraft.
I forhjulstrukne Transit- og Transit Custom-modeller (FWD) opnås den forstærkede trækkraft med et nyt mekanisk spærredifferentiale (mLSD), mens den i firhjulstrukne Transit-modeller (AWD) opnås med intelligent firhjulstræk.
Transit Trail og Transit Custom Trail kommer også med yderligere teknologiske opdateringer både ind- og udvendigt, som gør begge varianter mere robuste og praktiske.
Derudover kommer Transit Custom også i nye Active-varianter, der er skræddersyet til den aktive livsstil. Transit Custom Active har automatgear, kontraststyling og SUV-inspireret design.
Trail til alle slags køreforhold
De nye Ford Transit Trail og Transit Custom Trail kommer i et mere råt design, som er specifikt udviklet til at kunne klare de tungeste arbejdsopgaver i krævende terræn.
Varebilernes er bl.a. udstyret med 16” alufælge og Trail-logoer på de forreste døre. Transit Custom Trail kan derudover ekstraudstyres med tagbøjler og trinbrædder.
Forhjulstrukne Trail-varianter (FWD) har mekanisk spærredifferentiale (mLSD) som standard, mens firhjulstrukne Transit-modeller (AWD) også fås med intelligent firhjulstræk (IAWD), der sikrer godt fodfæste i alle slags terræner og vejr.
Det nye mekaniske spærredifferentiale er udviklet i samarbejde med drivlinjespecialistvirksomheden Quaife. I køreforhold med lavt vejgreb overfører spærredifferentialet automatisk drejningsmoment til hjulet med mest trækkraft. Det gør Transit Trail-modellerne i stand til komfortabelt at tackle svære køreforhold såsom uasfalterede veje, grusveje og lignende.
Trail-modellernes elektroniske stabilitetskontrol (ESC) er også blevet rekalibreret til at arbejde tæt sammen med det mekaniske spærredifferentiale.
Det intelligente firhjulstræk (IAWD), som fås til firhjulstrukne Transit Trail-varianter, giver også optimeret trækkraft i offroad-terræn. Teknologien bygger på basen af den baghjulstrukne konfiguration og forbedrer den ved at sende op til 50 procent af drejningsmomentet til frontakslen ved tilgængeligt vejgreb.
Det intelligente firhjulstræk understøttes yderligere af de valgbare køreprogrammer Slippery og Mud/Rut, der giver bedre stabilitet og kontrol i henholdsvis glat og mudret føre. Dertil har firhjulstrækket også en AWD Lock-funktion, der opdeler drejningsmomentet 50-50 mellem for- og bagakslen i køreforhold med ekstremt lavt vejgreb. Systemet har ingen indvirkning på hverken lastevolumen eller dimensionerne sammenlignet med tilsvarende baghjulstrukne Transit-varianter.
Også i kabinen udskiller Transit Trail og Transit Custom Trail sig. Som standard kommer de både med fulde læderkabiner, aircondition, Quickclear-opvarmet forrude, foldbare og elbetjente sidespejle samt automatisk lys.
Transit Custom Trail fås i to forskellige akselafstande med en totalvægt fra 3.000 til 3.400 kg.
2-tons Transit Trail fås som Van, Single Cab og Double Cab i forskellige akselafstande med en totalvægt på 3.500 kg.
Alle varianter af Transit Trail og Transit Custom Trail har Fords 2,0-liters EcoBlue-dieselmotor, som fås med 130, 170 og 180 hk.
Alsidig Active til den aktive livsstil
En ny Active-model introduceres også til Transit Custom. Den nye variant har rå SUV-styling med unikke detaljer, der gør den mere egnet til eventyr.
Derudover har Transit Custom Active også kabine i dellæder.
Transit Custom Active fås med automatgear med henholdsvis 130 og 170 hk. Den fås i to forskellige akselafstande med en totalvægt på 3.000 kg.
Transit-linjens nye Trail- og Active-udgaver drager fordel af de væsentlige optimeringer, som Transit og Transit Custom har fået i løbet af 2019. Disse indebærer en mere økonomisk 2,0-liters EcoBlue-dieselmotor, FordPass Connect-modem og nye førerassistanceteknologier.
Transit-linjens nye Trail- og Active-varianter forventes lanceret i Danmark til august.