Officielt har SsangYong stadig en importør i Danmark, omend aktiviteterne har et yderst begrænset omfang. Efter en introduktion af et snævert modelprogram og relativ kort periode, blev mærket sat skakmat af en afgiftsændring og presset ud af markedet. Men i England kører det for det koreanske bilmærke, hvor den billigste udgave af den 4-hjulstrukne Giugiaro-designede SUV Korando med kapacitet til træk af 2,0 tons på krogen koster 131.787,00 kr. Det er inklusive en 5-årig fabriksgaranti uden kilometerbegrænsning. Senest er Korando-serien, der tæller fire udstyrsmodeller, tilmed blev tilgodeset med en 5-årig fri serviceordning – ligeledes uden kilometerbegrænsning – for biler solgt og indregistreret inden udgangen af september. Det gælder den 4-hjulstrukne Korando SX og de 2-hjulstrukne LE- og ES-modeller. Bilerne trækker med en 4-cyl. 2.0-liter turboladet dieselmotor på 175 hk og 360 Nm. Mon et konkurrenceparameter af den art kunne forekomme herhjemme?