Mercedes-Benz udvider det teknologiske spektrum i varebilprogrammet med yderligere fem systemer til forbedring af sikkerheden, heraf er de tre helt nye.
Du kan begynde at vænne dig til begreber som Crosswind Assist, Collision Prevention Assist og Blind Spot Assist. De tre nye systemer havde verdenspremiere ved et TecForum på fabrikkens Boxberg-testbane og ventes indført i produktionen af varebiler i løbet af de kommende måneder.
Crosswind Assist bidrager til at bevare bilens stabilitet ved at kompensere for pludselig, kraftig sidevind og vindstød – som f.eks. ved passage af Storebæltsbroens pyloner.
Collision Preventing Assist advarer varebilens fører, når denne kører for tæt på en forankørende eller nærmer sig en kødannelse.
Blind Spot Assist advarer mod vognbaneskift, når der er bagvedkørende eller overhalende biler i den blinde vinkel lige bag bilen.
Sikkerhedssystemer som de to sidstnævnte er også set hos andre bilproducenter, men en finesse decideret til at kompensere for sidevind og vindstød er noget nyt.
Sprinter med ABS siden 1995
Foruden de tre førnævnte systemer indføres også systemer som Lane Keeping Assist og Highbeam Assist, der dels bidrager til at holde varebilen på rette kurs i egen vognbane og dels bidrager til at minimererisikoen for blænding af modkørende trafik.
Mercedes-Benz har en lang tradition for at beskæftige sig med sikkerhedsmæssige aspekter, og har ikke ligget på den lade side i forskning og udvikling af elektronisk styrede systemer til forbedring af køresikkerheden.
I 1995 Mercedes-Benz Sprinter var således den første af sin art med ABS og i 2002 fulgte implementeringen af ESP, som fire år senere blev efterfulgt af det adaptive ESP-system, der også tager højde for bilens aktuelle vægtbelastning.
Begge disse systemer har bidraget til at reducere antallet af og minimere skaderne ved trafikulykker med varebiler.
Trækker på fælles udvikling
Ifølge chefen for Mercedes-Benz varebil-sektor, Volker Mornhinweg, giver det god mening at satse ligeså meget på elektronisk styrede sikkerhedssystemer i varebiler som i personbiler eftersom årsagerne til og følgerne af ulykker med varebiler stort set er de samme som for person biler. Han henviser i den forbindelse til en nylig officiel rapport om ulykker på det tyske autobahn-net.
Undersøgelsen omfattede tillige en analyse af ulykkesrisikoen for personbiler og varebiler i forhold til antallet af kørte kilometer, og risikoen er ifølge analysen markant lavere for varebiler end for personbiler.
Udviklingschefen for Mercedes-Benz’ varebil-sektor, Sascha Paasche, peger samtidigt på fordelene ved at kunne trække på den samlede forskning og udvikling i Daimler Group, som gør det muligt at overføre teknologiske fremskridt og sikkerhedssystemer som de fem nævnte fra personbil-sektoren til selskabets program af varebiler.