Mercedes-Benz skruer op for udstyrsniveauet i Sprinter. Fremover er automatgear og tyverialarm standardudstyr.
I forvejen er udstyret i den store varebil righoldigt. I forvejen er der udstyr som semiautomatisk aircondition, fartpilot, regnsensor, aktiv bremseassistent, DAB radio og multifunktionsrat samt opkobling til Mercedes Pro, som bl.a. giver adgang til betjening og overvågning af bilen via smartphone.
“Når bilen er en arbejdsplads, der bruges i mange timer hver eneste dag, er det vigtigt, at komforten er i orden. Samtidig oplever særligt håndværkere indbrud, hvor bilen tømmes for værdier i løbet af natten, og ikke alene er det dyrt at erstatte det stjålne værktøj, men det koster også værdifuld spildtid. Vi vil gerne gøre hverdagen lidt mere behagelig og bekymringsfri for vores kunder, og derfor har vi nu valgt at gøre automatgear og tyverialarm til standardudstyr i Sprinter,” siger Product Manager hos Mercedes-Benz Vans i Danmark, Jens Lyngholm.
En opdateret klassiker
Sprinter 314 og 316 med baghjulstræk udgår og afløses af Sprinter 315 med 150 hestekræfter og den endnu kraftigere Sprinter 317 med 170 hestekræfter.
Begge versioner er baseret på samme nye firecylindrede dieselmotor med den interne betegnelse OM654. Den lover Mercedes-Benz er mere støjsvag og mere økonomisk end forgængeren. Samtidig lever den nye motor op til den nyeste og skrappeste miljøstandard, den såkaldte EURO 6d temp.
OM654 motoren kendes også fra Mercedes-Benz’ personbiler, og nøjagtigt som i C- og E-Klassen kombineres motoren i Sprinter med automatgearkassen 9G-Tronic.
Sammenlignet med forgængeren er brændstofforbruget desuden op til 13 % lavere, og dét betyder både en besparelse ved dieselstanderen og en reduceret grøn ejerafgift.
Både Sprinter 315 og Sprinter 317 må trække op til 3.500 kg med en komplet vogntogsvægt på op til 7 ton. Sprinter fås desuden med en treliters V6-dieselmotor med 190 hestekræfter.
Det er muligt at tilvælge ekstraudstyr, som blandt andet tæller mulighed for bakkamera, LED-lygter, læderrat, den adaptive fartpilot Distronic, vægtjusterbart komfortførersæde med varme samt oliefyr til de kolde vintermorgener eller frokostpausen.
Mercedes-Benz Sprinter med automatgear og tyverialarm fås på ServiceLeasing fra 1.695 kr./md. med 35.000 kr. i udbetaling for Sprinter 211 med lavt tag.