Her er fire billeder af Skoda Yeti, to fra sidste år og to taget for nylig. Der gælder ikke om at finde fem fejl, men bare om at hitte ud af, hvad der er nyt og hvad der er gammelt. Og det er ingen gimmick. For ifølge Skoda er Yeti er fornyet med en markant modificering af modellens eksteriør.
Man kan bare ikke se det, hvis man ikke lige ved det. Det er lettere at konstatere, at man i Mlada Boleslaw har klonet én Yeti og nu kan præsentere to af arten – omend ikke ens da den ene henvender sig til byfolk, som færdes on-road, og den anden til landbofolk og friluftsmennesker, som fra tid til anden færdes off-road.
Flere nyheder på Frankfurt-messen
De to modeller indgår i paraden af modelnyheder ved det internationale motorshow i Frankfurt medio september. Med en let ændret front, et modificeret Skoda-emblem og lidt mingelering med designmæssige detaljer bagtil præsenteres Yeti som en ”Simply Clever“ løsning til brugere med behov for ekstra plads i bilen. Og det gælder uanset om den trækker på forakslen eller på begge aksler.
Foruden den ændrede kølergrill adskiller den ”nye“ Yeti sig fra forgængeren ved en let ændret og lidt skarpere profilering tilsat bi-xenon lygter med integreret LED-kørelys og ekstralygterne placeret under frontstødfangeren i stedet for over denne.
Desuden er farvekortet suppleret med fire nye nuancer med metal-look, ligesom fælg-programmet er ændret. Interiøret adskiller sig bl.a. ved et 3-eget rat i syv forskellige varianter, hvortil kommer indtræk og detaljer i instrumentpanelet.
Fra 1,2 til 2,0 liter – 105 til 170 hk
I sidstnævnte findes bl.a. den nyeste udgave af Skodas optiske og automatiske parkeringsassistent ligesom det ”nøglefri“ låsesystem ”Kessy“ indgår i udstyrsprogrammet. Gider man ikke parkere bilen selv eller fumle i lommerne efter bilnøglen, så ordner bilen det selv uberørt af menneskehænder.
Yeti udgør fremover ikke én, men flere variationer over SUV-temaet. Der er Yeti Style til byernes gader og stræder, og der er Yeti Outdoor med trimdetaljer til at understrege dens terrængående gener kombineret med syv forskellige motorer fra en 105 hk benzindrevet 1,2-liter TSI-motor til en 170 hk dieselfyret 2,0 TDI-motor, 6-trins manuelt betjente gearkasser eller DSG-gear med sekventielt skifte, start-stop system, udnyttelse af bremseenergi og brændstofbesparende dæk med lav rullemodstand.
Med 4-hjulstræk opererer Yeti med den femte og seneste generation af Haldex-systemet, elektronisk reguleret differentialespærring og en frihøjde på 180 mm.
Skal den nye Yeti skrues fast mellem ”gule skilte“ eller 2-farvede nummerplader, skal den synes individuelt som varebil, da importøren ikke længere bidrager til standardtypegodkendelse af de tjekkiske modeller til registrering som varebiler.