I Mlada Boleslaw er der travlt hos Skoda, som i indeværende år lancerer otte nye eller opdatede modeller. En af disse er en Fabia Combi med tilnavnet Monte Carlo, hvilket indikerer, at der er tale om en modelvariant med sporty islæt, og det sker for at understrege Skodas 112 år i motorsport.
Ifølge selskabets eksportchef, Werner Eichhorn, er det et led i selskabets strategi, der sigter på at udnytte det teknologiske potentiale til fulde, bl.a. med to nye Fabia-varianter. Samtidigt med Monte Carlo-versionen lanceres også en 5-dørs hatchback Fabia Reaction i sort og gråt liveri baseret på udstyrsmodellen Active.
”Sort er smukt“
Monte Carlo-udgaven er baseret på udstyrsversioenn Ambition af Fabia Combi og har som standard sportsaffjedring tillige med et ”sporty interiør“ indrettet efter devisen ”black is beautiful“. Det gælder både loftsbeklædningen, dørpaneler, instrumentbord og gulvtæppe. Sæderne er ligeledes i sort, men med kontraststriber i rødt eller gråt.
Til det farvemæssige sportslook hører også et læderrat med tre eger og læderbetrukket greb på håndbremse og gearstang – alle syet med rød tråd. Speederen samt bremse- og koblingspedalerne er udført i rustfrit stål.
Eksteriøret kendetegnes ved panel-detaljer og tagsprosser i sort samt sorte Comet-auluminiumfælge. Dertil kommer sorttintede lygter foruden frontgrill, sidespejle og tagræling i sort.
Men bortset fra den sportsafstemte affjedring kører Monte Carlo-udgaven som en Fabia Combi Ambition.