Lang ladetid er en af anstødsstenene for udbredelsen af el-drevne person- og varebiler. Men i følge Shell er der en løsning forude. Oliegiganten er gået i samarbejde med IONITY om at mangedoble den nuværende industristandard på 50 kilowatts ladekapacitet.
IONITY er et samarbejde mellem Ford, Volkswagen, Daimler og BMW. Samarbejdet har til formål at forene kræfterne i bestræbelserne på inden 2020 at få bygget et pan-europæisk netværk af 400 superhurtige ladestationer, der på få minutter kan give strøm til de nye el-biler med lang rækkevidde.
Næsten ingen reelle hurtigladere
I dag er der op mod 100.000 offentligt tilgængelige ladestationer i Europa, men næsten ingen af disse er så hurtige, at de kan kaldes for hurtigladere. Det vil sige, at de kan lade med mindst 150 kilowatt. Standarden i dag er 50 kilowatt.
De el-drevne biler udgør i dag kun cirka 1 procent af det globale bilmarked, men Shell forventer, at de i 2025 vil udgøre 10 procent. Det er sådanne tal, der kan få olieselskaberne op af stolene. For 10 procent af det globale bilmarked svarer til 800.000 tønder olie om dagen, som der ikke længere er brug for.
IONITY’s teknologi er den mest lovende
Shell er derfor af gode grunde på udkig efter nye indtjeningsmuligheder. Det samme er BP, der i august meddelte, at de var i dialog med flere producenter af elbiler om at stille tankstationer til rådighed for hurtigladere.
Shell er måske lidt længere fremme og har valgt IONITY, fordi de mener, at deres teknologi indeholder nøglen til at løse distanceproblemet med elbilerne. Efter som bilfabrikanter som Tesla, BMW og Porsche i dag bygger el-biler med en rækkevidde på 4-500 km, vil et tilstrækkeligt fintmasket netværk af superhurtige ladere kunne overbevise nuværende og kommende el-bilejere om, at man godt kan foretage kontinentale rejser i en elbil.
80-100 ladestationer på vej
– Med IONITY’s teknologi vil elbiler med en ladekapacitet på op til 350 kilowatt kunne lades op på mellem 5 og 8 minutter, hævder Shells detaildirektør Istvan Kapitany over for Reuters Bureau.
Samarbejdet skal udmønte sig i foreløbig 80 ladestationer i Belgien, England, Frankrig, Holland, Østrig, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet og Slovenien. Med yderligere 20 stationer i Tyskland og Norge vil cirka en fjerdedel af alle Shells motorvejsstationer inden for to år kunne tilbyde de hurtige ladere.
Også danske ambitioner
Andre store kræfter er i gang med at opbygge netværk af ladestationer i Europa. Frankrigs energiselskab Engie, tyske E.ON og amerikanske ChargePoint er alle i fuld gang. E.ON er også repræsenteret i Danmark med 50 ladere på 50 kilowatt.
E.ON har i øvrigt annonceret et strategisk samarbejde med danske CLEVER, som driver ladenetværk i både Danmark, Sverige og Tyskland. – Vi ønsker at forbinde byerne, så man uden problemer kan køre på tværs af Europa i en elbil, siger CLEVER’s adm. dir. Casper Kirketerp-Møller til Reuters.