Flere bilmærker har øje for udviklingen inden for den såkaldte last mile-distribution, hvor varerne i det yderste led af transportkæden skal bringes det sidste stykke ud til slutbrugerne.
PSA-gruppen har udviklet særlig kompakte udgaver af Peugeot Expert, Citroën Jumpy og Toyota ProAce. Et andet eksempel er Fiat, der i flere år har haft en ekstra rummelig Doblo i programmet.
Rummeligere end den korte Trafic
Nu forsøger Renault at tage føring med en nyudviklet prototype – Kangoo Maxi Z.E. 6 m3 – der blev vist for offentligheden for første gang i sidste uge. Det er en chassis-udgave opbygget med en boks, der rummer 6 kubikmeter.
Det er 2 kubikmeter mere end Kangoo Maxi og 0,8 kubikmeter mere end den mindste udgave af storebror Trafic. Desuden har Kangoo Maxi Z.E. 6 m3 en anelse kortere akselafstand end Trafic (minus 1,8 cm), hvilket gør den lidt mere manøvredygtig.
Væsentligt smallere mål
Boksen holder sig pænt under de to meter i højden, så bilen kan komme ned i f.eks. underjordiske garager. Her kan den mindste Trafic dog også være med, da den holder et højdemål på 197 cm.
Kangoo Maxi Z.E. 6 m3 er ikke bredere end standardudgaven. D.v.s. 213,8 cm med sidespejle, og her har den en klar fordel i forhold til Trafic, der måler 228,3 cm.
Regulær boks med jalousilåger
Begge sider af boksen er forsynet med relativt smalle jalousilåger i fuld højde, hvilket skulle gøre det lettere at få varerne hurtigt ind og ud af lastrummet.
I øvrigt er lastrummet særdeles regulært takket være boksens kantede form.
Baseret på nyeste Kangoo Z.E.
Men det stærkeste kort, som Kangoo Maxi Z.E. 6 m3 har på hånden, er måske, at den er emissionsfri og baseret på den nyeste Kangoo Z.E., der lanceres i Danmark i oktober.
Det vil bl.a. sige, at den drives af Renaults nyeste el-motor med 60 hk og det nyeste batteri, der lover en rækkevidde på mellem 120 km (vinter) og 200 km (sommer).
Kangoo Maxi Z.E. 6 m3 er typegodkendt i Europa og vil kunne bestilles i Danmark – antageligt lidt senere end lanceringen af standardudgaverne.