Forudsat at NEVS – National Electric Vehicle Sweden – kan nå til en aftale med en række underleverandører, vil Saab-fabrikken i Trollhättan, Sverige, kunne genoptage produktionen af biler inden årets udgang. De nye ejere har angiveligt ansat omkring 300 medarbejdere til at varetage produktionen af biler baseret på mellemklassemodellen Saab 9-3. Resterne af den krakkede svenske bilfabrik blev overtaget af et kinesisk energiselskab. Ifølge en talsmand for NEVS vil der i givet fald blive tale om produktion af en bil, som ligger tæt op ad den oprindelige 9-3, som Saab producerede frem til konkursen i 2011, dels en turboladet benzinmodel og dels en el-drevet version. 20 pct. af komponenterne i den udgåede Saab 9-3 kom fra GM og skal erstattes med andre i comeback-modellen og den el-drevne udgave skal udstyres med batterier fra Beijing National Battery Technology, som er et søsterselskab til det selskab, der overtog det konkursramte Saab. I første omgang satses der på et comeback i Europa, en lancering i Kina og senere på det nordamerikanske marked. NEVS satser på i 2016 at kunne producere 120.000 biler årligt, hvilket er næsten lige så mange som de 133.000 biler Saab producerede, da fabrikken i 2006 var på sit højeste. Uafhængigt af NEVS er der i Trollhättan fortsat produktion af reservedele til den eksisterende bestand af de biler, Saab producerede frem til konkursen.