Nu kommer det gode gamle folkevognsrugbrød for alvor med på den digitale vogn. Bag en ny front gemmer der sig en pakke af sprøde nyheder til modellen, der gennem tiden er solgt i næsten 12 millioner eksemplarer på verdensplan.
Nyhederne breder sig til hele T6-viften og gælder altså for både Transporter, Caravelle, Multivan og California. Barnet har selvfølgelig også fået et navn, nemlig VW T6.1.
Nye bundmotorer
Den faceliftede model kendes i det ydre på et nyt og større luftindtag og en ny dobbelt krombøjle, der forløber i hele bilens bredde. Bøjlen går helt ind i forlygterne som LED-stribe til dagskørelyset.
Bag luftindtaget findes der et nyt udvalg af drivlinjer. Dieselmotorerne er alle på 2 liter. En ny basismotor yder 90 hk (før 84 hk). Motoren herover yder 110 hk og afløser de hidtidige motorer med 102 hk og 114 hk.
Topudgaver videreføres
Fra forgængeren videreføres udgaven med 150 hk og topudgaven med biturbo og 199 hk. Versionen med 150 hk kan fås med en dobbeltkoblingsgearkasse (DSG) samt 4MOTION-firehjulstræk (manuel gearkasse eller DSG).
Topversionen med 199 hk kommer med DSG som standard og 4MOTION som tilvalg. Alle motorerne opfylder udstødningsnormen Euro-6d-TEMP-EVAP.
El-drevet variant til bykørsel
Gennem Volkswagen-partneren ABT vil der nu også blive tilbudt en el-drevet variant af T6.1. Motoren yder 112 hk, og batterikapaciteten er på enten 38,8 kWh eller 77,6 kWh.
Dermed kan man – på papiret – opnå rækkevidder på cirka 400 km (NEDC). T6.1 er altså endnu ikke et reelt alternativ til dieselmodellerne, men skulle nok kunne finde anvendelse til erhvervskørsel i bymiljøerne.
Sidevindsassistent standard
T6.1 får et elektronisk og digitalt boost, der kan mærkes. Bilen har fået elektromekanisk styretøj, hvilket åbner for adgang til nye assistentsystemer. Sidevindsassistent bliver således standard i den nye Transporter.
Den stabiliserer bilen automatisk, hvis sidevinden bliver til storm, hvilket er et mærkbart plus på sikkerhedssiden. Nyt er også vognbaneassistenten Lane Assist, der via kamera registrerer markerede vognbanelinjer og automatisk holder T6.1 i vognbanen.
Øjne i nakken når du bakker
Park Assist vil fra nu af gøre det lettere at parkere og køre ud fra parkeringsbåse igen. Når den er aktiveret, styrer T6.1 automatisk ind og ud – føreren skal kun betjene speeder og bremse.
En ‘udkørselsassistent’ beskytter mod ulykker, når bilen bakker, da systemet advarer mod køretøjer, der nærmer sig bilen bagfra i en vinkel på 90 grader. Hvis føreren ikke reagerer, aktiveres systemet automatisk og aktiverer bremserne.
Trailer Assist overtager styringen
Endnu en nyhed i T6.1 er Trailer Assist, som vi kender fra bl.a. Crafter, hvor drejeknappen til indstilling af de elektriske sidespejle bliver til et joystick. Via en visning i cockpittet skal føreren blot indstille den vinkel, som traileren skal bakkes med.
Derefter overtager T6.1 styringen. I Trailer Assist fusioneres Park Assist, den elektromekaniske servostyring og bakkameraet Rear View (registrerer trækstangens knækvinkel). Omfanget af nye systemer bliver suppleret af en vejskiltegenkendelse, der arbejder via bilens frontkamera.
Nyeste infotainment
Fremover bliver det også lidt mere underholdende at være på arbejde i en Transporter. Dog kun hvis man betaler ekstra. Til T6.1 bliver det nemlig muligt at opleve MIB3. Det er ikke Men In Black III med Tommy Lee Jones og Will Smith, men VW’s nyeste infotainment-system.
Sammen med et nyt og 100 procent digitalt instrumentbord er MIB3 en del af standardudstyret til Multivan Highline. Føreren kan vælge mellem forskellige skærmkonfigurationer via knappen ”View” på multifunktionsrattet.
Navigation med ny grafik
Et andet højdepunkt i T6.1 er de nye navigationssystemer til MIB3: Discover Media (8,0”) og Discover Pro (9,2”). Designet af den grafiske opbygning af disse systemer med touchskærm er nyt, og via en startskærm, der kan personaliseres, kan funktionerne endvidere også konfigureres individuelt på lignende vis – ligesom apps på en smartphone.
Den vigtigste nye feature for alle infotainmentsystemer er det integrerede SIM-kort (eSIM). Fra Composition Colour er det en del af standardudstyret, og til Composition Audio fås det som ekstraudstyr.
Onlinebaserede funktioner
Med eSIM-kortet åbner der sig en ny vifte af onlinebaserede funktioner og tjenester som eCall og ”Volkswagen We”, og med 8,0” og 9,2” MIB3-systemerne har du features som internetradio og musikstreamingtjenester.
Med eSIM-kortet skulle betjeningen blive mere intuitiv og dermed nemmere, da de nye 8”- og 9,2”-infotainmentsystemer fremover reagerer på naturlige stemmekommandoer. Du kan sige: ”Jeg vil køre hen til Rådhuspladsen i København”. Navigationssystemet vil så foreslå denne adresse som ny destination.
Trådløs spejling
Desuden er det nu muligt at spejle smartphoneapps som f.eks. Google Maps, mediateket eller Spotify trådløst på infotainmentsystemets display. Hidtil har det altid været nødvendigt, at smartphonen var tilsluttet til bilen via et kabel.
For iPhone-brugere hører dette kabel fremover historien til i forbindelse med 8,0” og 9,2” systemerne, da iPhones der én gang er blevet parret via Bluetooth eller det trådløse Apple CarPlay™automatisk opretter forbindelse med infotainmentsystemet. Og det er nu også muligt at oplade kompatible smartphones fra alle mærker trådløst via en induktiv oplader i det nye instrumentpanel.
Hvor dejligt incognito-mode i Chrome fjerner det dødirriterende anti-adblock skilt I har kørende. Jeg har fuld forståelse for ads og at de giver en indtægt, og dem har jeg intet imod at se. Humlen er bare I bruger ad-trackere, som følger min videre færden på nettet – og det bør aldrig være okay.