Den første Sprinter var en effektiv skrammelkasse. Og det var som sådan, vi journalister testede den tids varebiler. De skulle være gode til at flytte pakker og værktøj, og de skulle frem for alt virke hver gang. Når man havde læs på, var der kun én indstilling på speederen. Den skulle i gulvet og omdrejningstælleren helt op til det røde felt for at få fart nok på kareten til at klare det næste gearskift.
Design og komfort var fremmede begreber, der hørte hjemme i personbiler og til dels i lastbiler, hvor chaufførerne ofte havde større indflydelse på modelvalget.
Varebilerne skulle kun konkurrere på pris.
Mangel på arbejdskraft
Derfor kneb det også en del med at kende forskel på de forskellige mærker. Den første Sprinter mindede for eksempel en hel del om den kantede med meget succesrige Renault Master, og Ford gjorde ikke meget for at skille snuden ud på den tids Transit.
Men de sidste år af forrige årtusinde var også starten på det store opsving med bygge-boom, friværdi og frem for alt mangel på arbejdskraft. Håndværkere var deres vægt værd i guld, og hvis de ikke havde det godt på jobbet, så gik de bare over på den anden side af gaden og fik højere løn og en bedre firmagryde med mere udstyr. Håndværksmestre og entreprenører konkurrerede om arbejdskraften, som ofte fik frit valg af firmagryde.
Højere fart
Det blev meldt tilbage til bilproducenterne, som pludseligt fik travlt med at tilgodese en gruppe brugere, som aldrig tidligere havde haft indflydelse på bildesign. Da det første facelift af Mercedes Sprinter så dagens lys i 2000, var det med et stærkt opdateret interiør, som ikke bare var tegnet med en lineal. Gearstangen var kommet op i instrumentbordet, knapperne og grebene lignede dem fra personbilerne, der var kommet flere hestekræfter bag den skrå fronthjelm, og airbags og ABS-bremser blev en mulighed.
Mercedes Sprinter plugin hybrid
Med de større motorer og bedre gearkasser kom også højere fart. Det gav en række fatale eneulykker på specielt den tyske Autobahn, når de store varebiler med højt balancepunkt kom flyvende gennem kurverne. For at imødegå restriktioner, valgte de tyske varebilproducenter at indføre ESP på alle varebiler som standard.
Det virkede.
Respekt for brugerne
I dag er varebiler med Mercedes Sprinter som en af forgangsbilerne stort set lige så sikre som personbiler. De crashtestes på samme skrappe vilkår, og indenfor er døre, vægge og gulv komfortabelt støjdæmpet, sikkerheden er i top med cyklistspejle og surringskroge overalt i varerummet. Instrumentbordet har fået touchskærm, integreret audiosystem selv i de skrabede udgaver og alt i tidens apps, BlueTooth og webopkobling.
Mercedes-Benz Danmark har fundet en 20 år gammel Sprinter frem og shinet den lidt op med sort og gul folie, så vi kunne genopleve fortidens vilkår for en stund.
Begyndelsen på enden for en tid uden respekt for brugerne af vor tids pakæsler.
Bedre hverdag
I dag er vi helt ovre i den anden grøft. Komfortable sæder, en køreoplevelse så stille som et kommunebibliotek efter skoletid og et brændstofforbrug, som ton for ton overgår selv de mest ambitiøse mikrobiler. Kopholdere, aircon og ladestik til telefonen.
Skåret helt ind til benet handler det først og sidst om at tjene penge for bilbyggerne. Og gudskelov for, at der er penge i at levere et produkt, der gør hverdagen bedre og mere sikker for dagens varebilsbrugere.
Sprinter er i sine første 20 år blevet produceret på samme samlebånd som VW Crafter, som dog hed LT i de første år. De to er gået hver til sit, og til næste år får vi de første indikationer af, hvilke højder, de to hver for sig har drevet det til.
