Altomvarebiler.dk i Bordeaux:
Renault Scenic og den lidt længere Grand Scenic har trukket en streg i sandet og er startet på en frisk. Så simpelt kan det siges. Den er ny fra yderst til inderst, og Renault har lagt vægt på én eneste ting: ejerne skal være glade for deres Scenic.
Så de har taget platformen, som blandt andet Kadjar står på og bygget en meget større og mere prangende udgave af Scenic.
Komplet luksus
Vi har prøvekørt et par af motorvarianterne på vejene omkring Bordeaux, hvor Renault har valgt at præsentere den nye Scenic. Og den umiddelbare oplevelse er, at den simpelthen bare rykker. Ikke så meget rent fysisk, for vi kender jo præstationerne fra de eksisterende motorer.
Den rykker fra fortiden med et kæmpespring og byder på en stille, komfortabel køreoplevelse med fuld fokus på problemfri transport i komplet luksus – til prisen.
Banker storebror
For Scenic har fået så meget Espace i design, indretning og udstyr, at den på mange områder sætter sin dobbelt så dyre storebror ud af spillet.
20 tommer hjul
Design kan gøre meget for at få en bil til at fremstå stor, men Renault har tilføjet et godt, gammelt trick: De har gjort den bredere, længere og højere, øget akselafstanden og givet den fire centimeter større frihøjde.
Den større frihøjde er primært en konsekvens af, at Scenic og Grand Scenic fra næste generation som standard på alle modeller får enorme 20 tommer hjul.
Designertrick
De store hjul er et designertrick, som vi ofte ser på de tidlige konceptbiler, men de forsvinder som regel lige omkring produktionsstart. Men sådan er det ikke med Scenic.
Reanult har fået fremstillet nogle specielle hjul, der er beskedne 195 mm brede og med en høj side, så alufælgene ikke er for udsatte. Samtidigt lover de, at prisen for både dæk og fælge kommer til at svare til de nuværende 17-tommers.
Drømmebunken
Drømme er livets drivkraft – som man siger. Men uopnåelige drømme kan nu også være noget skidt. For eksempel er der rigtigt mange bilkøbere, der rigtigt godt kunne tænke sig en stor og rummelig MPV som Renault Espace. Den koster bare lidt mere, end den gennemsnitlige børnefamilie afsætter til en enkelt bil, og så ryger den over i drømmebunken.
Men nu har Renault præsenteret svaret på problemet. De har præsteret en Scenic og Grand Scenic, der i komfort, udstyr, rummelighed og overordnet køreoplevelse udmærket kan gøre det ud for en erstatning for den kostbare MPV i sværvægtsklassen.
Forruden er flyttet
Den større aksaelafstand giver plads til op mod 2000 liter pakker i varerummet i den største udgave. Der er også blevet højere til loftet i Capturs storebror, som nu ikke længere er ret meget lillebror til Espace.
Forruden er flyttet langt frem i forhold til den udgående generation. Det giver en ganske enorm forrudehylde og bidrager i høj grad til en fornemmelse af en meget større bil. Præcist som man oplever det i Espace.
Som storebror
Udefra ligner den nærmest til forveksling lillebror Captur, men når man nærmer sig, opdager man, at der er meget længere hen til den, end man først troede. Den er ganske enkelt vokset på alle leder og kanter.
Trumf på
Indvendigt er der mange ligheder med storebror Espace. Den store 8,7-tommer skærm med multimediesystemet R-Link2 er tæt på komplet. Det er lidt kompliceret at betjene, men super lækkert.
Også midterkonsollen minder meget om storebrors. Scenic har bare sat lidt trumf på, så den kan flyttes frem og tilbage, så du kan bruge både armlænet og kopholderne. Der er iøvrigt kommet aircon i det store skuffe-lignende handskerum.
Håndfri P-assistent
En anden rar detalje, som iøvrigt stemmer fint overens med den større bil og en front, der er en smule svær at overskue indefra, er en håndfri parkeringsassistent, som selv finder plads og parkerer bilen, mens føreren bare ser godt ud.
Motorprogrammet strækker sig fra 95 til 160 hestekræfter med både benzin- og dieselmotorer. Mere interessant er den nye hybrid-udgave af den gode, gamle 1.5 dCi med 110 hk.
Diesel-hybrid
Opsparet bremseenergi opbevares i en 48 volts batteri, som fodrer en 10 kW elmotor. Den træder til under accelerationer og bidrager udelukkende til at spare brændstof og altså ikke til flere løsslupne hestekræfter.
Renault afslørende ved præsentationen, at denne motorvariant også er på vej til Megane.
Koster en Kadjar
De danske priser er endnu ikke forhandlet på plads, men importøren forventer et niveau omkring Kadjar. Så formentlig en startpris i omegnen af 140.000 kroner plus moms.
De første Renault Scenic og Grand Scenic ventes til Danmark i løbet af november måned med officiel premiere lige efter nytår.