Navne som Burton Bouwkamp, Chris Theodore, Hal Sperlich og Lee Iacocca siger dig måske ikke det store, men de var nogle af nøglepersonerne bag udviklingen af den bil, som lagde grunden til en den type af biler, vi i dag kender som MPV’er – Multi Purpose Vehicles.
Med Renault Espace lancerede Renault for 30 år siden den første MPV i Europa, men faktisk begyndte udviklingen længe inden i USA – og det blev starten på en biltype, der siden har vundet stor udbredelse både som personbil og varebil.
Begyndte i 70’erne
Allerede i begyndelsen af 70’erne begyndte man i Chryslers udviklingsafdeling at arbejde på udviklingen af den første MPV – eller minivan om man vil.
Burton Bouwkamp kender historien bedre end nogen. Han stod i spidsen for produktstrategi- og udvikling hos Chrysler i 1968-1975 og var sammen med Chris Theodore med til at lægge MPV’en i det ”svøb“, som Hal Sperlich og Lee Iacocca bidrog til at skaffe.
Manglede forhjulstræk
Projektet gik ud på at konstruere en bil med stationcar-lignende kapacitet, men uden at være baseret på en eksisterende sedan eller anden model. Den skulle udvikles direkte fra skitseprojekt, skalamodel i ler og prototype til færdig bil i stål.
I første omgang var tanken, at den nye bil skulle have baghjulstræk, for Chrysler rådede på den tid ikke over nogen forhjulstrukket model, og havde dermed heller ikke den fornødne drivlinie til rådighed.
Familietaxa eller varebil
Chrysler-ledelsen droppede i første omgang MPV-pprojektet, fordi hverken GM eller Ford havde noget tilsvarende, og ”så var der nok ikke marked for en sådan bil, for ellers ville de to store da have gjort det”.
Senere i 70’erne var det imidlertid Lee Iacocca og Hal Sperlich, som banede vejen for Chrysler, og samtidig var selskabet på vej med den første forhjulstrukne model – kendt som Omni og Horizon – og desuden besluttede man at konstruere bilen med helt flad vognbund, for så kunne den i det mindste produceres som varebil, dersom den blev en fiasko som familietaxa.
”Find de forbandede penge“
Chrysler kæmpede dengang med likviditeten, men Lee Iacocca gav sin finansdirektør besked på at finde ”de forbandede penge“, der skulle til for at finansiere MPV-projektet.
Udviklingsprojektet til forløberne for Renault Espace endte med at koste 700 millioner dollar.
Til sammenligning kostede det for eksempel bare tre millioner at udvikle den samtidige sedan Ford Contour.
Til gengæld blev Chrysler MPV’en som Dodge Caravan og Plymouth Voyager en uomtvistelig succes og på mange måder banebrydende model.
PSA droppede projektet
Sideløbende udviklede Chrysler i Europa i samarbejde med Matra en MPV, men netop som den stod klar til serieproduktion, solgte Chrysler selskabets europæiske aktiviteter til PSA-gruppen.
Denne viste imidlertid ingen interesse for MPV-projektet og droppede det til fordel for Horizon-modellen og det koncept, der senere blev kendt som Peugeot 309.
Matra forelagde i stedet MPV-projektet for Renault, og baseret på motor og transmission fra Renault 21 udviklede og lancerede Renault i 1983-84 den første Espace – og så begyndte MPV-bølgen at rulle.
Vågen Renault-chef
I Europa var det den daværende Renault-præsident Bernard Hanon, der med Espace stod bag introduktionen af MPV-begrebet.
Ved et besøg i USA havde han noteret sig Chrysler-successen med Caravan/Voyager, som i øvrigt senere også blev lanceret i Europa, men da havde Renault forlængst taget føringen med den Espace – et forspring som de amerikanske minivans ikke kunne indhente.
Siden bredte MPV-trenden sig, så enhver bilproducent med respekt for strategi, omsætning og overlevelse sørgede for at indlemme alternativer til de to oprindelige minivans.
Fra Espace til Quadra
De første Espace-modeller 2000 GTS og TSE havde forhjulstræk og benzindrevne motorer på 2,0 liter og 110 hk – senere fulgte en 120 hk benzinmotor og en turbodieselmotor på 2,1 liter.
I 1988 udvidedes modelserien med den 4-hjulstrukne Espace Quadra, der kom til at tegne sig for 25 procent af den samlede Espace-produktion.
I 1991 fulgte en ny generation og Espace voksede i længden fra 425 til 443 cm, og samtidigt blev den introduceret med en V6-benzinmotor på 2,8 liter og automatgear.
En halv million biler
Medio 90’erne nåede den samlede produktion af Espace eksemplar nummer 500.000.
Kort efter fulgte tredje generation af den franske minivan og lidt senere også den forlængede Grand Espace.
Motorprogrammet strakte sig fra en 115 hk benzinmotor på 2,0 liter og en 170 hk V6’er på 3,0 liter til en 115 hk dieselmotor på 2,2 liter.
Femte generation på vej
I 2002 fulgte fjerde generation af Espace, og samtidigt blev produktionen af den populære MPV flyttet fra Matra-fabrikken i Romorantin til Renault-fabrikken i Sandouville.
Siden 1984 er der produceret flere end 1,25 mio eksemplarer af de foreløbigt fire generationer af Espace, men det er på ingen måde slut. Femte modelgeneration venter om hjørnet.
Den fremtidige Espace er allerede blevet vist som koncept, og verdenspremieren på en produktionsklar udgave forventes ved efterårets internationale motorshow i Paris – den ventes lanceret i 2015.