Land Rover lancerede på New Yorks motorshow den nye Range Rover Sport, og endnu inden den er frigivet til salg, er et heftigt supplement til den nye modelgeneration blevet fanget i spionfotografers linse. Der er tale om heftig udgave af Range Rover Sport på 21-tommer store ”tromler“ og med et ekstraordinært kraftværk under frontklappen. Iført camouflagedragt blev en måske kommende RS-version spottet under test på Nürburgring og i et et tempo, der røbede tilstedeværelsen af et ekstra kraftoverskud. Der gættes på en kompressordrevet V8’er på 5,0 liter og med en ydelse, der kan matche Jaguar XK-RS’ 524 hk og rykke til 100 km/t på 4,8 sek. Måske den bliver svaret på bønner hos de, som har brug for at få deres varetransport ekspederet i en ruf.