I sidste uge afslørede Jaguar og Land Rover, at de tilslutter sig den elektriske bølge, der skyller over bilproducenterne ved at love mere eller mindre elektrisk fremdrift på samtlige modeller fra omkring 2020. Range Rover Sport P400e bliver første model i vandet.
Volvo gik forrest med den markante udmelding om, at samtlige svensk-kinesere i fremtiden vil have en elmotor i én eller anden form – fuldt elektrisk, hybrid eller plugin hybrid.
Klodens konservative
Jaguar/Land Rovers besked lyder på, at samtlige modeller vil kunne fås som el- eller hybridbil. Dog toppet af en strittede langemand i form af den femliters V8 SVR – bare for lige at sige, ‘vi svigter jer ikke, boys’ til stamkunderne.
Knap så bombastisk som andre mærker, men her skal man huske på, at netop koncernens tre mærker, Jaguar, Land Rover og Range Rover, sælges til nogle af klodens mest konservative kunder, som for en stor dels vedkommende har andet end klodens overlevelse at tænke på.
Symbol på fråds
SUV’erne er nærmest blevet et symbol på fråds og ligegyldighed med den respekt for miljøet og kamp mod CO2-udledning, vi fattige i mere eller mindre frivillig grad påtager os sammen med pisk og gulerod fra den til enhver tid siddende skatteminister.
Samtidigt er de også en del af enhver drengedrøm om en fed bil. En Sport Utility Vehicle med power under hjelmen, firehjulstræk, uovervindelighed, natur, frihed.
Potent kombi
Men hvordan koger man de to sammen? Range Rover har tager deres potente toliters turbobenziner og parret den med en elmotor og et solidt batteri, så man får det bedste fra to verdener ud af det.
Modellen hedder P400e og kombinerer de 300 hk fra benzinmotoren med en 115-hestes elmotor, som i fællesskab får den samlede effekt op på 404 hk.
Kamp til stregen
Dermed giver den topmodellen V8 SVR med 575 hk og en 0-100-tid på 4,3 sekunder kamp til stregen. For en brøkdel af forbruget.
P400e er nemlig opgivet til hele 35,7 km/l efter EU’s regnemetode, der ser med venlig øjne på den rene el-del, der er opgivet til en rækkevidde på 50 km uden hjælp af benzinmotoren.
Grøn-rige blandingsforbrugere
Det er vigtigt for Jaguar Land Rover at holde fast i sit image som leverandør til den britiske adel og den vestlige verdens stræbsomme millionærer. Derfor slog de hårdt på Range Rover Sport som en sportslig og dynamisk bil med V8 SVR som primære leverandør af dynamikken.
Men når der skulle tales til de grøn-rige, var det den nye blandingsforbruger, der lagde tal til.
Gør livet lettere
– Disse 2018-opdateringer gør Range Rover sport til et endnu mere attraktivt tilbud med CO2-udslip ned til 64 g/km og 35,7 km/l i kombineret forbrug, mens det nye infotainment-system gør livet lettere, sagde Jeremy Hicks, der er administrerende direktør for Jaguar Land Rover i Storbritannien.
– Vore effektive diesel- og benzinmotorer er vores hidtil mest miljøvenlige og forbliver yderst relevante på vor vej mod elektrificering.
Monster moment
P400e er Jaguar Land Rovers først plugin hybrid, men miljøhensyn eller det permanente firehjulstræk synes at hæmme dens præstationer på nogen måde. Det skal naturligvis ses i lyset af, at de to motorer leverer et samlet benzin-elektrisk drejningsmoment på 640 newtonmeter.
På papiret giver det en 0-100-sprint, der overstås på 6,7 sekunder og en topfart på 220 km/t. Og i virkeligheden giver det en masse fleksibilitet, der kan omsættes til underholdning i bakspejlet, hvor man kan skifte mellem forsvindende små medbilister og programmet med mudrede
300-hestes generator
Hvis du mener noget med den grønne del af din plugin hybrid, kan du også vælge at bruge den til elektrisk pendling og den lejlighedsvise langtur.
Men hvem ved sine fulde fem kunne drømme om at bruge en 300-hestes turbobenziner som rækkeviddeforlænger? Nej vel.
Topografisk GPS
Bag rattet kan man vælge mellem to grundindstillinger.
Parallel Hybrid kombinerer de to motorer, som igen kan indstilles til SAVE, der sørger for, at batteriet altid er opladet til et vist punkt.
Predictive Energy Optimisation arbejder sammen med den topografiske GPS’en, der læser rutens højdeforskelle, så den sparer på benzinen ved at bruge elmotoren som støtte på for eksempel stigninger på ruten.
Lydløs lord
Og så kan den selvfølgelig indstilles til ren elbil, så lorden kan snige sig lydløst ind på sit bytte uden at blive udsat for naturens væde mere end højst nødvendigt. Der er jo en del fugt i luften på de egne.
Jaguar Land Rover lover i øvrigt, at alt omkring elmotor og batterier er fuldstændigt vand- og fugttæt, så det ikke skule give problemer i de miljøer, Range Rover Sport er bygget til at kunne tackle.
Knap så quick
Faktisk har elmotoren den fordel, at alle kræfterne er til rådighed helt nede fra 0 omdrejninger, hvilket giver den nogle fordele i udfordrende terræn, hvor forbrændingsmotorens tøven i kombination med automatisk gearskifte kan være en ulempe.
Opladningstiden er ned til to timer og 45 minutter på en quick-charger og 7 1/2 time fra en almindelig 10 amperes stikkontakt. Range Rover Sport fås med dieselmotorer fra 240 – 339 hk og benzinmotorer fra 300 – 575 hk.