Ifølge salgschef Erik Ladegaard, Land Rover Danmark alias British Car Import, planlægger Range Rover frem til 2020 at lancere to årlige modelnyheder, omend der ikke vil være tale om modeller, som er fuldstændigt nye.
Der bliver tale om videreudvikling af det eksisterende modelprogram, der for øjeblikket tæller modelerne Evoque, Range Rover Sport og Range Rover, men spørger man Erik Ladegaard, hvad det er for en slags modelfornyelser, der bliver tale om er svaret:
– Det må vi ikke sige, men det bliver spændende!
Land Rover som tidligere var ejet af først British Aerospace, så BMW og siden Ford Motor Company er tillige med Jaguar i dag et selskab i den indiske Tata-gruppe, hvilket har været en stor fordel for udviklingen af Land Rovers og Range Rovers modelprogrammer såvel som kulturen og strukturen i virksomheden.
Selvom salgschefen hos Land Rover Danmark med et skævt smil holder på hemmelighederne, kan vi da afsløre, at en af de første nye modeller er produktionsklare hybridudgaver af Range Rover og Range Rover Sport.
De er blandt nyhederne på efterårets internationale motorshow i Frankfurt. Ved motorshowets åbning afsløres også priserne på hybridversionerne, og efter planen starter produktionen, så de første biler kan leveres allerede i begyndelsen af det nye år.
Lavere brændstofforbrug og CO2-udslip
Hybridmodellerne er interessante af flere grunde. Dels fordi de vil kunne nyde godt af lokale afgiftsmæssige fordele og dels fordi de vil bidrage til at sænke det samlede CO2-udslip for Land Rover modelprogram.
Hybridmodellerne er baseret på Land Rovers turboladede 3,0-liter SDV6 dieselmotor og en 35 kW elektromotor, der tilsammen vil reducere det samlede brændstofforbrug med 26 pct. til 6,4 liter pr. 100 km. Samtidigt sænkes CO2-udslippet til 169 g/km.
Med en lithium-ion batteripakke bliver bilerne ganske vist 120 kg tungere, men det går ikke ud over pladsforholdene, da der stadig er plads til tre sæderækker i kabinen.
Med et 8-trins ZF-automatgear og elektromotoren øges SDV6-motorens ydelse til 340 hk og 700 Nm i begge hybridmodellerne, der bliver ligeså hurtige som de benzindrevne V8-modeller, der sprinter til 100 km/t på 6,7-6,9 sek. Dét er ret beset ligegyldigt i forhold til bilernes maksimale drejningsmoment, brændstofforbrug og CO2-udslip.
Ny forhandlerstruktur i Danmark
Forleden sendte Land Rover to eksemplarer af verdens første serieproducerede dieselhybridmodeller afsted på et 16.000 kilometer langt trip fra Solihull i England og langs den gamle silkerute til moderselskabets hovedkvarter i Mumbai, indien for at demonstrere, at hybridteknologien kan levere varen.
Med hybridmodellerne satser Land Rover/Range Rover på at matche benzindrevne hybridudgaver af f.eks. Porsche Cayenne, Lexus RX450 og Mercedes-Benz ML450, ligesom Land Rover satser på at markedsføre de hybride Range Rover-modeller i såvel Europa, Australien og fjernøstlige lande som Korea, Taiwan og Kina.
I øvrigt afslørede Erik Ladegaard, at det danske importselskab har intentioner om en udvidelse af Land Rovers danske forhandlernet, så der etableres en forhandling i Trekantområdet og måske tillige i Nordjylland. I forvejen er Land Rover/Range Rover repræsenteret i Birkerød, Kalundborg og Århus.