Qoros – det kinesiske selskab bag bilen, som til dato har opnået den højeste pointscore ved en kollisionstest hos Euro NCAP – har ambitioner om at blive en seriøs spiller på det globale bilmarked. Her og nu koncentreres kræfterne om det kinesiske hjemmemarked, men det er planen at lancere selskabets modelprogram i Europa om et par år.
Qoros sonderer terrænet
Ved det internationale motorshow i Genève viste selskabet de to Qoros 3-varianter, der foreløbig er modelporteføljen: en 4-dørs sedan og en 5-dørs hatchback. Begge med 4-cyl. benzindreven rækkemotor med indsprøjtning og på 1,6 liter. Den ene med 126 hk og den anden med turbolader og 156 hk.
Mens Qoros-ledelsen føler sonderer mulighederne for eksport til Europa i 2016, bliver det kinesiske selskab vurderet af potentielle europæiske importører, men indtil videre er der ikke trukket nogle streger i sandet.
Det vil heller ikke give nogen mening at lancere Qoros med kun to modeller i et så tæt og stærkt konkurrencepræget marked som det europæiske.
Derimod synes det mere klart, hvad der skal ske rent teknologisk.
En variant og crossover
Vi havde en passiar med en af selskabets ledende ingeniører, Roger Looney, og han kunne fortælle, at der er yderligere to Qoros 3-varianter på vej. Dels en SUV-lignende variant af hatchback-udgaven med forøget frihøjde og lidt ændringer af eksteriøret og dels en coupéagtig crossovermodel.
Desuden udvides motorprogrammet med yderligere to benzindrevne motorer på 1,6 liter, den ene med og den anden uden turbolader. En dieseldreven motor venter længere ude i fremtiden.
Det samme gør en stationcar baseret på samme chassisplatform som de førnævnte.
Behov for mere raffinerede motorer
Den mindste af de nuværende motorer leverer et maksimalt drejningsmoment på 156 Nm ved 3.800 o/min og har en opgiven normværdi på 15,8 km/l og et CO2-udslip på 152 g/km. Den turboladede motor har et drejningsmoment på 210 Nm ved 5.000 o/min. og en normværdi på godt 15,3 km/l og et CO2-udslip på 157 g/km. Begge de nuværende motorer er koblet til 6-trins gearkasser og trækker på forhjulene.
Hvem kommer først?
Det skal blive interessant at følge udviklingen omkring disse kinesiske biler, som måske bliver de første til at slå igennem i Europa. Forinden har Qoros behov for at få udviklet nogle mere brændstoføkonomiske og miljørigtige motorer
Men måske bliver Qoros overhalet indenom. Geely er det kinesiske selskab, som har overtaget kontrollen med Volvo, og som dermed har fået adgang til en solid portion gedigen know-how, hvilket måske kan føre til et svensk-kinesisk gennembrud.
Hjulene snurrer og der sker hele tiden noget nyt i den globale bilindustri.