Med erklæret støtte fra den engelske regering og en aftale med fagbevægelsen vil PSA-gruppen nu udvide fabrikken i Luton i 2019. Udvidelsen skal give plads på samlebåndet til den nye Opel/Vauxhall Combo.
PSA har netop overtaget Opel, så Vivaro, der bygges i Luton nu skal bygges på basis af Peugeot Partner/Citroën Jumpy. De har således forhandlet sig frem til en produktionsplan med fagforeningen “Unite Trade Union”, der garanterer at ville udvise fleksibilitet. Planen får støtte af regeringen og byrådet i Luton.
Brexit lurer
Hvad denne støtte består i nævnes ikke, men den må have en beroligende effekt på PSA’s bestyrelse. Over hele aftalen hænger der nemlig en sky af usikkerhed omkring Englands forestående udmelding af EU.
PSA kigger optimistisk fremad og fremhæver, at Luton-fabrikken er anerkendt for sin know-how inden for fremstilling af varebiler. Blandt andet er fabrikkens lakerings-facilitet kendt for at være fleksibel.
Afgørende for Lutons fremtid
- Jeg vil gerne takke alle de involverede interessenter og desuden fremhæve den åbenhed, vi har mødt hos fagforeningerne og den engelske regering, siger PSA’s bestyrelsesformand Carlos Tavares.
Han betegner investeringen som værende af afgørende betydning for Luton-fabrikkens fremtid.
Kapaciteten øges
Fabrikken fremstiller i øjeblikket Opel Vivaro. Sidste år rullede i alt 60.000 varebiler af samlebåndet under navnene Opel Vivaro og Vauxhall Vivaro.
Med udvidelsen sigtes der efter at øge kapaciteten til 100.000 biler om året. Bilerne kommer til at stå på PSA-gruppens nye platform EMP2.
Debut i Geneve
Platformen er en videreudvikling af den vognbund, som hele koncernens personbiler og mellemstore varebiler står på. Den danner også grundlag for den nye generation af Combo og dens teknisk identiske søstre Peugeot Partner og Citroën Berlingo.
Peugeot Partner hedder som personvogn Rifter, og den har sammen med Berlingo netop haft premiere på udstillingen i Geneve. Varebilversionerne kommer senere – måske engang i efteråret.
Optimismen blomstrer
Brexit eller ej så har PSA grund til at være optimistisk på egne vegne. Gruppen kan se tilbage på et 2017 med vækst inden for varebiler.
I årets løb blev der solgt 476.000 biler globalt, hvilket var en stigning på 15 procent i forhold til 2016. PSA har nu en markedsandel for varebiler i Europa på 20,2 procent, hvilket er en stigning på 1,3 procentpoint i forhold til 2016.