Næste generation af PSA Peugeot Citroën og GM-ejede Opels små varebiler skal produceres på PSA’s fabrik i Vigo i Spanien. Det har de to bilgiganter i smuk samdrægtighed offentliggjort efter flere års flirt og afvisning af et egentligt samarbejde.
Frem til efteråret 2014 var det forsigtige samarbejde begrænset til ‘logistiske interesser i Europa’, selv om rygterne i et par år er løbet hurtigere og hurtigere.
Italienske relationer
Tidligere har netop de mange alliancer på kryds og tværs af mærker lagt en dæmper på de to turtelduer. Helt specifikt var det Opels forældre i USA, der nægtede at give deres velsignelse på grund af de komplicerede relationer med Opels samarbejde med Fiat, som jo ejer Chrysler, som er GM’s direkte konkurrent i USA.
Men der er løbet meget vand i åen siden, og et tysk-fransk samarbejde giver nu mening for alle parter.
Fiat lancerede i marts den nye Doblo akkompagneret af en larmende stilhed fra Opel, som undlod at vise tvillingen Opel Combo, som de to ellers har bygget sammen på Fiats fabrik i Tyrkiet.
Det svarer nogenlunde til, at fruen går til fest uden husbond og viser en finger uden ring.
Transatlantisk ægteskab
Dermed er vejen for det nye transatlantiske ægteskab asfalteret, og der er altså allerede en lille ny på vej.
Forlovelsen blev håndgribelig i efteråret, da PSA og Opel offentliggjorde et samarbejde om platforme til de mellemste MPV’er.
Dette samarbejde blev officielt i december 2013, hvor de aftalte at gå sammen om at producere biler på GM’s fabrik i Zaragosa i Spanien og på PSA’s fabrik i Sochaux i Frankrig.
Invitationerne er sendt ud
Og nu har husbond så offentliggjort om ikke datoen så i hvert fald årstallet for det brylluppet.
Det bliver 2018.
2018 er nemlig året, hvor den næste udgave af Peugeot Partner / Citroën Berlingo udkommer. De to får altså nu en ny trillingebror, som med ret stor sandsynlighed bevarer navnet Opel Combo.
Fælles erklæring
‘Alliancen mellem PSA og GM er baseret på en balanceret tilgang. Begge producenters biler bliver differentieret og i overensstemmelse med de respektive mærkers fremtoning’, skriver de to bilproducenter i en fælles erklæring.
Den nuværende Opel Combo blev lanceret i 2012 og er i realiteten en Fiat Doblo.
PSA Peugeot Citroën afslørede faceliftede versioner af henholdsvis Partner og Berlingo på transport-messen i Birmingham tidligere på måneden. De to skal altså holde i tre år, indtil den nye model altså efter planen står klar i løbet af 2018.