Altomvarebiler.dk til IAA-messe i Hannover:
Midt i en tæt stime af monstrøse og skinennde køretøjer på MAN-standen stod en distributionsvognl med stor, hvid og lukket varekasse fra hvilken fire sorte ”øjne“ overvågede alt, hvad der foregik omkring den – foran, bagved og på begge sider – og observationerne blev genspejlet på en stor ekstern skærm.
Skærmbillederne på denne var dog til ære for udstillingsgæsterne, og i realiteten blot en gengivelse af, hvad der man kunne se på en mindre standardmonteret skærm til højre for rattet i bilens førerhus.
Hvad en chauffør ikke kan se med blotte øjne, kan han se med hjælp af avanceret teknik, fordi seks øjne ser mere end to.
Overblik i fugleperspektiv
Hos MAN kalder man det for Birdview, og fremhæver det som et led i selskabets stræben efter at udvikle intelligente og sikre køretøjer til kørsel i tæt trafikerede byer, et system af teknologier baseret på samarbejde med underleverandører.
Hos dækproducenten Continentals datterselskab VDO kaldes systemet med de vagtsomme ”øjne“ for ProViu ASL360, hvilket er betegnelsen for en kobination af små kameraer, en kontrolboks og noget avanceret software, som gør det muligt at skabe et fuldstændigt 360 graders øjebliksbillede af og overblik over et køretøjs omgivelser – i fugleperspektiv.
MAN’s Birdview-system er baseret på VDO’s ProViu ASL360.
Værn mod uheld og ulykker
Continental/VDO lancerede ProViu alias Birdview-systemet for et års tid siden, og udviklede det med henblik på at minimere risikoen for menneskelige fejl – og deraf følgende uheld eller det som er værre: højresvingsulykker.
Ét er det forbedrede overblik og større sikkerhed mod uheld, som systemet giver, når et køretøj med dårlige udsynsforhold og store blinde vinkler f.eks. skal bakkes til en læsserampe, noget andet og nok så afgørende er den formindskede risiko for at blive involveret i en højresvingsulykke.
Eller for den sags skyld i en hvilken som helst anden form for uheld eller ulykke, mens bilen færdes i trafikken.
Slut med blinde vinkler
Ved manøvrering med lav fart giver ProViu-teknologien med fire Argus-øjne for og bag samt på siderne et konstant overblik, hele vejen rundt om køretøjet, og skifter automatisk til f.eks. GPS-navigation eller andet, når bilen accelereres op i marchfart.
Øjebliksbilledet kan tilmed splittes op i to, så skærmen på én gang giver både et 360 graders overblik og et detaljeret billede af omgivelserne fra ét af de fire højt placerede kameraer, der eliminerer problemet med blinde vinkler.
Flere højresvingsulykker
Gennem de seneste år har antallet af trafikulykker med dræbte og kvæstede generelt været faldende, det gælder bare ikke højresvingsulykker.
Siden slutningen af 80’erne er der taget en række initiativer til at få nedbragt antallet af højresvingsulykker, men trods kampagner og skærpede krav til udstyret, så de største og tungeste køretøjer i dag er plastret til med spejle i alle retninger, er antallet af dræbte og kvæstede ved højresvingsluykker stigende.
Trods mylderet af side- og bakspejle, kørekurser og kampagner er der stadig blinde vinkler – og det er i dem, at ulykkerne sker.
Nu også i Danmark
Men udviklingen af ny teknologi som f.eks. ProViu ASL360 giver ejere og brugere af erhvervskøretøjer med dårlige oversigtsforhold et alternativ til forbedring af køresikkerheden.
ProViu ASL360 er udviklet til eftermontering på ethvert køretøj med blændet udsyn bagud og blinde vinkler til siderne, og importeres og installeres herhjemme af BG Service Center i Viby J.
Ifølge salgschef Jesper Friis kan et ProViu system – afhængigt af køretøjets art – i de fleste tilfælde installeres og kalibreres på mellem fem og otte timer.
Prisen for ProViu ASL360-systemet med kameraer og kontrolboks er 19.995 kr. excl. moms og montering.
Dertil kommer 2.700 kr. plus moms for en skærm, dersom køretøjet ikke allerede er udstyret med en sådan.
Søger varebil-samarbejde
– Vi har skiftet adresse og har haft folk på kursus i installering og kalibrering af systemet, så det er først nu, at vi for alvor klar til at tage fat på ProViu, fortæller Jesper Friis og tilføjer, at BG Service Center i Århus-området søger samarbejde med en ejer og bruger af en stor varebil med lukket varekasse for at få mere erfaring med systemet i praksis.