Porsche er på vej med en ny og mindre SUV. Macan, som modellen kaldes, bliver ifølge flere forlydender præsenteret ved Los Angeles’ internationale motorshow om en uges tid. Og forud for premieren er der lækket flere oplysninger om den ”lille“ 4-hjulstrækker.
Der er tale om visse data for modelvarianterne Macan S, Macan S Diesel og Macan Turbo, og de stammer angiveligt fra en kinesisk produktbrochure. Porsche sælger i forvejen en lind strøm af biler til kineserne – ikke mindst den store SUV Cayenne.
Tre motorvarianter
Ifølge lækagen yder Macan S med en 2,0-liter bi-turbo motor 340 hk og 460 Nm, mens dieselversionens V6-motor på 3,0 liter leverer 260 hk og 580 Nm. Topmodellen Macan Turbo bliver med en opboret udgave af den 3,0 liter store V6’er god for 400 hk og 550 Nm.
Sidstnævnte bliver dermed nok den hurtigste af de tre motorvarianter, men også den tungeste, da den tippes til at have en egenvægt på 1.947 kg mod 1.928 kg for Macan S og 1.898 kg for dieseludgaven.
Macan måler fra ende til anden 4675 mm, er 1923 mm bred og 1628 mm høj. Akselafstanden er 2807 mm. Macan, der også kendes under betegnelsen Cajun – Cayenne junior – er baseret på samme chassisplatform som Audi Q5. Den har tidligere på året været vist som koncept ved det internationale motorshow i Shanghai.
Til 100 på 4,8 sek.
For den som seriøst vil overveje en Macan på gule eller spraglede plader til ekspress-budkørsel eller anden relativ let varetransport kan accelerationstiderne måske være af en vis akademisk interesse.
Fra 0 til 100 km/t på 6,2 sek. for den oliefyrede Macan, 5,5 sek. for den benzindrevne S-version og 4,8 sek. for den iltre Turbo-udgave. Topfarten i de tre modeller er angiveligt henholdsvis 226, 254 o 269 km/t.
Porsche vil muligvis også lancere Macan med en 4-cyl. modelvariant i bunden af Macan-serien, men det står indtil videre til troende.