Den her kunne være løsningen til pizzabagere med seriøse ambitioner om at få udbragt deres nybagte vare, så den stadig er rygende varm, når budet ringer på kundens dør: en højspændt F1-dgave af Twizy, som introduceres herhjemme til varetransport i småtingsafdelingen.
Renaults lille el-drevne kabinescooter bliver ifølge Renault Danmark lanceret sammen med el-bilen Zoe i slutningen af maj – i uge 22 for at være helt præcis.
Dog bliver det ikke den her viste spektakulære Twizy Renault Sport F1, som lanceres, men den ordinære Twizy, der i sig selv kan være nok så interessant for leverandører af varer i det små og i byområder.
Renaults Grand Prix-version af Twizy har været i hænderne på sportsafdelingens tuningsspecialister, og resultatet er blevet en Twizy, der om ikke sprinter fra en Renault Megane RS, så i det mindste kan følge den til dørs.
Når den rykker ud af starthullet, sprinter den til 100 km/t på 6,0 sek. For at hindre Twizy i at blive airborn og eventuelt svæve ind under luftfartsdirektoratets jurisdiktion, er den pimpet med en monstrøs frontvinge og ligeså iøjnefaldende hækspoiler, som holder den klistret til vejen.
Nu er der imidlertid blot tale om et eksperimentalkøretøj til illustrering af de muligheder, der kan ligge i et koncept som Twizy. Og den vil næppe komme til at optræde andre steder end i Formel 1-regi.
Men den ordinære 4-hjulede, 450 kilo tunge Twizy med 17 hk el-motor, saksedøre, 31 liter stort bagagerum og en vendekreds på 3,2 meter – alt formedelst 59.000 kr. – kan måske også gøre det godt nok til kvik og bekvem varetransport.
F1-Twizyen kunne ellers godt give gadelivet mere liv og kulør i flugten gennem bytrafikken med varme pepperoni-pizzaer eller friskbagt morgenbrød.