Hvis man kunne blive mobiliseret med en raket som denne, så kunne man som bud godt garantere, at kunderne fik leveret varen, før tulipanerne visnede, pizzaen blev kold eller den nyrensede smoking forsinket – løsningen kan være en sprintklar pick-up som denne HSV GRS Maloo.
Problemet er bare, at du i så fald må ”pakke dine nelliker“, flytte til Australien og etablere dig som ekspresbud.
I øvrigt kan det være omsonst, for måske er bilen allerede udsolgt.
Oprindeligt var planen at producere 150 eksemplarer, men der blev så stort et run på modellen, at man besluttede at øge produktionen med yderligere 100 eksemplarer.
En Holden-specialitet
Hvad er det 4-hjulede utyske så for noget?
Det er en australsk pendant til den amerikanske Chevrolet Camaro, idet fabrikken bag GTS Maloo er det General Motors-ejede Holden og HSV (Holden Special Vehicles), der benytter den samme iltre V8-motor, som Chevrolet i Camaro.
Med kompressor leverer den 6,2 liter store V8’er et anstændigt kraftoverskud; 585 hestekræfter og et maksimal drejningsmoment på 700 Newtonmeter står der på bilens dåbsattest – og den smutter til 100 km/t på bare 4,5 sek.
Dét borger jo for en vis fremdrift i ekvipagen, som meget fornuftigt er udstyret med et låg over ladet, så blomsterbuketter, pizzabakker og nyrenset tøj ikke flyver af i farten.
Store hjul og bremser
Ligeså fornuftigt er det, at GTS Maloo er udstyret med AP-bremsesystem med 6-stemplede, støbte letvægtscalipre til at klemme om 390 mm store bremseskiver på forakslen og 372 mm bremseskiver på bagakslen.
Der skal jo noget til at tæmme de fede 20-tommer tromler, som sidder for enden af akslerne.
Til at overføre trækkræfterne er V8-motoren koblet til et oliekølet og dobbeltkoblet manuelt 6-trins gear eller en ekstra kraftige, ligeledes oliekølet 6-trins automatgearkasse.
Med fuld læderstue
Bilens læderpolstrede førerstue er der gejlet op med alverdens elektroniske systemer og gadgets, så man kommer ikke til at kede sig med Maloo.
Produktionen af den australske asfaltfræser begynder i november, og forresten: 10 af bilerne er øremærket til det new zealandske marked, så måske er det ikke udelukket, at finde et eksemplar til den nye budtjeneste – med mindre man etablerer sig som privatimportør, finder en vankelmodig ejer og i værste fald må ty til overbudspolitik, hvis altså firmakontoen er stor nok.
Desuden må man finde sig i en begrænset farvepalette, for GTS Maloo produceres kun i to kulører kaldet Hot Bronze og Jungle Green.
Udsalgsprisen er godt 440.000 kr. – i Australien altså!