Peugeot pønser på at fordoble produktionen af den nye 2008-model med et ekstra skiftehold fra september, fordi efterspørgslen på den kompakte SUV har været større end forventet. Bilen produceres på Peugeot-fabrikken i Mulhouse ved grænsen til Tyskland og Schweiz. Oprindeligt var det planen at producere omkring 5.000 biler om måneden, men allerede nu er der bestillinger på 16.000 biler, og mange af dem fra forhandlere, som end ikke har kunnet præsentere bilen for ventende bilkøbere. Salget af små SUV’er er kraftigt stigende, og alene i årets første fire måneder solgte bestselleren Nissan Juke henved 40.000 biler, mens Opel og Vauxhall solgte omkring 25.000 eksemplarer af den nye Mokka. I fjor blev der i Europa solgt omkring 155.000 små SUV’er, og det spås at salget i denne modelkategori vil stige til omkring 500.000 enheder årligt i løbet af de næste to-tre år. Den succesbølge vil Peugeot naturligvis søge at surfe på med et boom af 2008’ere.