Det vådeste efterår i 33 år har efterladt store huller i mange af landets veje. Det oplyser NCC Industry Asfalt, som er den nordiske bygge- og anlægskoncerns forretningsområde for infrastruktur.
Divisionen fortæller, at det nemlig ikke blot er frost og sne, der slider på belægningerne og forårsager grimme huller i kørebanen. Også store mængder regn giver anledning til såkaldte slaghuller.
Huller er skyld i skader på køretøjer
– Der gælder de samme principper ved vådt og køligt vejr som ved frost og sne. Særligt på veje, hvor slidlagene er af ældre dato, har den våde efterårs- og vintersæson været hård ved vejene.
– Det er blevet til nogle dybe huller, som forringer trafiksikkerheden, sænker transporttiden og er skyld i skader på køretøjer, siger Leif Esager, der er markedschef i NCC Industry Asfalt.
Væde og kulde gør belægningen sårbar
Slaghuller dannes typisk ved, at trafikken kører asfaltbelægningen i stykker, fordi det våde og kølige vejr gør belægningen ekstra sårbar. Små slaghuller kan meget hurtigt eskalere og forårsage store og kostbare reparationer på asfaltbelægningerne.
Derfor handler det i følge Leif Esager om at få lappet slaghullerne gennem vinteren og først på foråret, så man stopper nedtrængningen af overfladevand, der skader både asfalten og vejkassen.
Løbende vedligeholdelse betaler sig
Hos NCC opfordrer man kommuner og grundejerforeninger til at tage ansvar for infrastrukturen ved at give vejene et servicetjek under og efter vintersæsonen. For selv om det ofte handler om en hård prioritering i fordelingen af budgetter, er det netop nu, at man skal være ekstra opmærksom på at få udbedret opståede skader for at minimere omkostningerne.
NCC mener, at rettidig omhu er nødvendigt for at opretholde en høj vejstandard. Det nytter ikke noget at nedbringe vejkapitalen ved at udskyde regningen for vedligeholdelse af vejene.
Microhold lapper hullerne
– Et slidlag på en vej skal normalt skiftes efter 10-15 år. Sker dette ikke, bliver de underliggende bærelag i vejen ødelagt, og det bliver en dyr fornøjelse at rette op på efterfølgende, siger Leif Esager.
Manglende vedligeholdelse af asfaltveje er et velkendt billede efter vintersæsonen, påpeger NCC og anbefaler sig selv som en hjælpende hånd til at afhjælpe problemerne. Koncernen udviklet konceptet ”Microholdet”, som er en række små kørende asfalthold på hver to mand. De er specialister i at løse mindre asfaltopgaver for både kommuner, mindre virksomheder og private.
Rykker hurtigt ud
– Idéen med NCC’s Microhold er at tilbyde en hurtig og billig service, der bl.a. kan hjælpe vores kunder med løbende at lappe huller i asfalten.
– Microholdene modtager kundernes ordrer direkte i deres mobilopkoblede biler og kan derfor straks rykke ud og reparere de udsatte steder, så omkostninger og gener minimeres ved en senere udskiftning af slidlaget, siger Leif Esager.