I går var en historisk dag for Opel. Det var dagen, hvor franske PSA officielt overtog ejerskabet af det tyske bilmærke, som har været på GM’s amerikanske hænder siden 1929.
Ud over den rent juridiske markering som mærkedagen, hvor tyskerne skifter fra amerikansk til fransk, er der ikke den store forskel på mandag og tirsdag.
Samarbejde breder sig
Overgangen har været glidende med en blød start, som for efterhånden mange år siden skred i gang med et ‘logistisk samarbejde’. Det er siden accelereret til et samarbejde om flere modeller, indtil PSA og GM sidste år endeligt tog konsekvensen og skrev et stykke papir på overtagelsen.
Hidtil har vi set et samarbejde, der gradvist har bredt sig til platforme, motorer og på det seneste til hele modeller.
Tysk 3008
Først kom Crossland X, som deler platform med den nye Citroën C3 Aircross, og til oktober får vi så den noget større Grandland X, der er en tysk version af 3008.
Opel Danmark lavede et lille scoop, da de i går på dagen havde besøg af to håndbyggede præ-producerede udgaver af Grandland X på vej rundt i Europa på præsentationstur.
Skilsmissebørn
Næste model i rækken bliver Opel Combo, som hidtil har været købt i Italien som en søster til Fiat Doblo. Den får nu nye søstre i form af Peugeot Partner og Citroën Berlingo, der bygges i Spanien.
På sigt er det uundgåeligt, at Vivaro og Movano også bliver skilsmissebørn og ender i familier med trillinger og firlinger.
Stadig amerikansk
Overgangen til fransk teknologi fortsætter, men enkelte steder fortsætter Opel med sine egne unikke detaljer. Et eksempel er touch-skærmen i den nye Grandland X, der har fransk oprindelse med blandt andet GPS. Men infotainment-delen er Tysk – eller rettere amerikansk. For GM fortsætter med at eje rettighederne til Opel OnStar.
OnStar er Opels 24-timers bemandede service til Opel-abonnenter, der med et tryk på en knap kan få en dansktalende medarbejde på linjen og få hjælp til hvad som helst. Også automatisk nødopkald er med i tjenesten, der automatisk tilkalder hjælp, hvis en airbag udløses.
Store motorer
Men under hjelmen er det ren PSA. En 1,2 turbo med 130 hk er alene om at trække på benzin, mens den gode gamle 1.2 HDI med 120 hk står for dieseldelen. Senere kommer de større og kraftigere motorer, som vi kender fra Peugeot 3008 også i Grandland X, men det må vente et års tid.
Opel Grandland X kommer til salg i Danmark til oktober, og selv om de to håndbyggede udgaver stod og kiggede i København i går, var der nul prøvekørsler. Det må vi pænt vente med, til båndet begynder at spytte Opel-varianten ud.
Den primære forskel
Men som Opel Informationschef Erik Morsing udtrykte det, så er den primære forskel på den franske og den tyske variant designet.
– Ud over infotainment-systemet og OnStar, som vi selvfølgelig mener er en meget vigtig del af Opels modeller, så er der ingen teknisk forskel på de modeller, som vi fremover skal dele med PSA.
Helt eget publikum
Alligevel er han overbevist om, at både Crossland X og Grandland X vil få deres helt eget publikum i markedet.
– Erfaringer og undersøgelser viser, at design er et mere og mere vigtigt element, når folk skal vælge bil. Så i sidste ende er det nok mest et spørgsmål, om man synes bedst om designet på den ene eller den anden, siger Erik Morsing.
X-tra høj
X’et som efternavn til begge modeller og iøvrigt også den seneste Mokka, har intet at gøre med cross eller offroad. Kun Mokka kan fås i en firehjulsdrevet version, mens de to franskmænd altid er forhjulstrukne.
X’et er Opels navn for deres SUV’er. Denne klasse er med afstand den hurtigst voksende biltype i Europa, så det er god timing for Opel at skifte til en rent europæisk ledelse.
Billig
Ser man bort fra den uundgåelige familiefejde med 3008, skal Grandland X slås med VW Tiguan, Hyundai Tucson, Ford Kuga og søstrene Nissan Qashqai og Renault Kadjar.
Og når konkurrencen er hård, skal prisen også sættes derefter. Den foreløbige udmelding fra Opel er en indgangspris på cirka 290.000, men den er ikke endeligt på plads endnu. For gule plader et leje omkring 150-160-000 plus moms et realistisk tal.